Danmark har stadig masser af muligheder for at hente medaljer hjem ved OL, selvom der ikke er mange dage tilbage.

Når Christinna Pedersen og Kamilla Rytter-Juhl torsdag har spillet Danmarks 10. medalje hjem, guld eller sølv, så er det også ensbetydende med, at OL er ved at lakke mod enden. Men det er de danske medaljechancer faktisk langt fra.

10 var målet inden starten på OL, men hvis alt falder ud til dansk fordel er der faktisk stadig en del realistiske chancer tilbage for at få de rød-hvide farver på podiet.

Nogle er mere mulige end andre. Vi har taget et nærmere kig på alle de steder, hvor der er en realistisk chance for medalje.

Foto: MURAD SEZER
Vis mere

Emma Aastrand Jørgensen, kajak (500 meter), finale torsdag kl. 15.11

Umiddelbart var der ikke et medaljehåb at finde her, og det vil stadig være en kæmpe overraskelse, hvis det sker. Man skal dog ikke kigge længe på semifinalens tider, før man finder ud af, at hun faktisk var den næsthurtigste af alle, og det åbner da i høj grad op for en medaljemulighed.

Foto: PHILIPPE LOPEZ
Vis mere

Jena Mai Hansen & Katja Salskov-Iversen, sejlads (49er FX), medal race torsdag kl. 20.15

Der er lagt op til en kæmpe gyser torsdag aften dansk tid i kvindernes 49er. Det kan faktisk ikke blive mere spændende. Fire både har mulighed for medalje før medal race. Alle fire er inden for sølle et enkelt point. Det betyder, at den hurtigste båd torsdag vinder guld, mens den langsomste af de fire ryger uden for medaljerækkerne. Danskerne kæmper med Spanien, Brasilien og New Zealand.

Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Simone Tetsche Christensen, BMX, semifinale fredag kl. 18.30

Med den femte hurtigste tid i onsdagens seedningsløb, vil det være forkert ikke at tænke medalje, når man kigger på Tetsche. Med sin VM-bronze i 2015 er hun allerede blandt verdens bedste BMX-ryttere, og seedningsløbet gav altså tegn på, at hun har ramt formen.

Foto: SERGIO MORAES
Vis mere

Sara Slott Petersen, atletik (400 meter hækkeløb), finale natten til fredag kl. 03.15

Hun har selv udtalt, at de er seks løbere, som kæmper om de tre medaljer, og det bliver uden tvivl en sand gyser. Hvis alt klapper for hende, så er en medalje bestemt muligt, men omvendt er det så tæt i toppen, at det heller ikke vil være en skuffelse, hvis det ikke lykkes at komme i top tre.

Foto: DAVID GANNON
Vis mere

Viktor Axelsen, badminton (herresingle), semifinale fredag tidligst kl. 15.00

Han har spillet med overskud og højt niveau, selvom den unge danske badmintonspiller har mærket nerverne de seneste par kampe. Nu er Axelsen nået helt frem til semifinalen, hvor den kinesiske verdensmester Chen Long venter. Her kan danskeren kun overraske, men en finaleplads er langt fra umulig.

Foto: MIKAEL FRITZON/TT
Vis mere

Annika Langvad, mountainbike, lørdag kl 17.30

Det er ikke for sjov, at hun af mange regnes som en af Danmarks mest undervurderede atleter. Senest i juli blev hun verdensmester på OL-distancen. Langvad er derfor favorit til en medalje, men man har flere gange set ved dette OL, at det kan være svært at leve op til forventningerne.

Foto: JIM WATSON
Vis mere

Nicole Broch Larsen og Nanna Koerstz Madsen, golf, slutter lørdag

Begge danskere er kommet flyvende fra start og i skrivende stund, er de begge i turneringens top 10. Det kan selvfølgelig hurtigt ændre sig med bare én dårlig dag, men det kan det jo også for deres konkurrenter. Broch Larsen er umiddelbart det bedste danske bud.

Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Håndboldlandsholdet, semifinale natten til lørdag kl. 01.30

Optimismen var ikke den største efter gruppespillet, men onsdagens kvartfinalekamp mod Slovenien har for alvor sat skub i den danske optimisme, og det hele blev ikke mindre glædeligt, da Polen slog Kroatien og dermed bliver Danmarks modstander i semifinalen. Her vil Danmark være favoritter, og dernæst kan alt jo ske i en OL-finale.