Den tyrkiske pistolskyder Yusuf Dikeç vandt ganske vist ikke guld til OL - men han har vundet internettet.

For den tyrkiske sølvvinder stillede nemlig op til OL i en noget mere sparsom gardering end sine konkurrenter.

For hvor de andre deltagere havde en masse smarte gadgets, der kan hjælpe dem med at sigte bedre, og store høreværn på, så troppede den 51-årige Yusuf Dikeç op med en T-shirt og hånden i lommen.

Og det rakte såmænd også til en sølvmedalje.

»Jeg skuder med begge øjne åbne, de fleste skyder med det ene lukket. Så jeg ser ingen grund til at have al det udstyr på. Jeg har lavet masser af research om det, og jeg har ikke brug for noget udstyr,« siger Yusuf Dikeç ifølge CNN til den tyrkiske radiostation Radyo Gol.

Efter sølvmedaljen har den tyrkiske skytte også vundet masser af hæder og opmærksomhed på de sociale medier, hvor han bliver hyldet for sin nonchalant tilgang til sporten.

»Yusuf slentrer ind med sølvfarvet hår og vinder en sølvmedalje. Legende!« skriver en bruger blandt andet på det sociale medie X.

En anden bruger har også valgt at animere en cigaret i munden på ham og skriver, »hvis rygning havde været lovligt til OL, så havde han vundet gulvmedaljen.«

Andre brugere har også allerede lavet tegninger af Yusuf Dikeç, som gik fra at være ukendt hos de fleste, til i disse dage at være masser af steder på de sociale medier.