Med glasagtige øjne snøvlede hun sig gennem interviewet og snublede over og forvekslede flere ord.
Den pinlige optræden af Channel Nine-vært Danika Mason, da hun var live igennem for at rapportere fra vinter-OL, er gået viralt i hjemlandet Australien.
Selv landets premierminister har reageret på den opsigtsvækkende episode, som du kan se nederst i artiklen.
Nu lægger hovedpersonen selv sig fladt ned og undskylder for sin opførsel, der er gået internettet rundt. Det skriver BBC.
Danika Mason indrømmer, at hun »fejlvurderede situationen« ved at drikke alkohol forud for sin optræden på live-tv. Hun gav samtidig højden, kulden og det faktum, at hun ikke havde fået aftensmad, skylden.
»Jeg ønsker at tage det fulde ansvar. Det er ikke den standard, jeg sætter for mig selv,« siger hun i en ny liveoptræden og indrømmer, at hun er flov over episoden.
Danika Mason talte både om kaffepriser og leguaner midt i sportsudsendelsen, hvor hun altså også snøvlede sig uforståeligt gennem ordene og byttede rundt på Storbritannien og USA.
Studievært Karl Stefanovic kunne høres grine i baggrunden.
Ifølge Sky News kommenterede Australiens premierminister, Anthony Albanese, inden hendes undskyldning, at han var 'pro-Danika' og foreslog, at det var jetlag, der spillede ind.
I hjemlandet er Danika Mason en fremtrædende Rugby-reporter med over 100.000 følgere på Instagram.
