De amerikanske OL-atleter drikker formentlig Gatorade, når de skal have energi.

Men måske de kan se frem til gin og juice i drikkedunken til vinter-OL.

I hvert fald har superstjerne-rapperen landet et nyt job på 'Team USA'. Det skriver BBC.

Snoop Dogg er blevet udnævnt til ærestræner for de amerikanske atleter, når vinter-OL finder sted i Milano og Cortina fra 6. til 22. februar.

Om det får curlingspillerne til at smide stenen, som om den er varm, er uvist, men den 54-årige rapper kommer til at spille en stor rolle uden for banen.

»Team USAs atleter er de rigtige stjerner – jeg er her bare for at heppe, opmuntre og måske dele lidt visdom fra sidelinjen,« siger 'Coach Snoop'.

Snoop Dogg var ofte til stede under OL i Paris sidste sommer.
Snoop Dogg var ofte til stede under OL i Paris sidste sommer. Foto: AP/Ritzau Scanpix

Den amerikanske olympiske komité siger, at Snoop Dogg skal »bidrage med sin karakteristiske humor og hjertevarme« for at motivere og inspirere de amerikanske atleter.

Rapperen med det borgerlige navn Calvin Broadus Jr. har tidligere vist sin enorme sportsinteresse.

Blandt andet havde han en fremtrædende tilstedeværelse ved OL i Paris i 2024, hvor han optrådte ved overdragelsesceremonien forud for OL i Los Angeles i 2028.

I 20 år har han desuden stået bag Snoop Youth Football League, der giver børn mulighed for at spille amerikansk fodbold på stadioner rundt om i USA.

Tidligere i år blev han medejer af den walisiske fodboldklub Swansea City.