Med 39 guldmedaljer og 113 medaljer i alt er USA den mest succesfulde nation ved OL i Tokyo.

OL i Tokyo har samlet set været en succes for den amerikanske delegation.

Amerikanerne kan rejse hjem fra Tokyo som legenes mest succesfulde nation. 39 gange har en amerikansk udøver eller et amerikansk hold fået hængt guldmedaljer om halsen i Japan de seneste to uger.

Dertil kommer 41 sølvmedaljer og 33 bronzemedaljer. Det bringer det samlede antal amerikanske medaljer op på 113, hvilket er flest af alle.

Kina er nummer to på den olympiske medaljetabel, der rangeres efter antallet af guldmedaljer, dernæst antallet af sølvmedaljer og til sidst antallet af bronzemedaljer.

Kineserne vandt 38 guldmedaljer, mens OL-værten Japan triumferede 27 gange på hjemmebane.

Det var først på OL's sidstedag, at USA strøg forbi Kina i medaljetabellen. Inden de sidste finaler havde kineserne to guldmedaljer mere, men amerikanerne vandt søndag guld i vandpolo, volleyball og basketball.

USA har toppet medaljetabellen ved tre OL i træk. I 2008 vandt Kina klart flest guldmedaljer på hjemmebane i Beijing.

Danmark slutter OL på en 25.-plads på medaljetabellen efter at have hentet tre guldmedaljer, fire sølvmedaljer og fire bronzemedaljer.

Her er udvalgte nationers medaljehøst ved legene i Tokyo:

* 1. USA: 39 guld, 41 sølv, 33 bronze.

* 2. Kina: 38 guld, 32 sølv, 18 bronze.

* 3. Japan: 27 guld, 14 sølv, 17 bronze.

* 4. Storbritannien: 22 guld, 21 sølv, 22 bronze.

* 5. Ruslands Olympiske Komité (ROC): 20 guld, 28 sølv, 23 bronze.

* 9. Tyskland: 10 guld, 11 sølv, 16 bronze.

* 20. Norge: 4 guld, 2 sølv, 2 bronze.

* 23. Sverige: 3 guld, 6 sølv, 0 bronze.

* 25. Danmark: 3 guld, 4 sølv, 4 bronze.

* 85. Finland: 0 guld, 0 sølv, 2 bronze.

Individuelt er det ikke overraskende svømmere, der tegner sig bag de mest succesfulde optrædener i Tokyo.

Amerikaneren Caeleb Dressel vandt fem guldmedaljer, mens australieren Emma McKeon tog syv medaljer, fire af guld og tre af bronze.

/ritzau/