Sprinteren Krystsina Tsimanouskaya er efter eget udsagn havnet i et større drama ved OL i Tokyo.

Tsimanouskaya blev søndag beordret hjem til Hviderusland efter kritik af de hviderussiske trænere ved OL, men hun undslap i lufthavnen med hjælp fra japansk politi.

Det fortæller hun til nyhedsbureauet Reuters.

»Jeg tager ikke hjem til Hviderusland,« siger Tsimanouskaya.

Krystsina Tsimanouskaya bliver her eskorteret af politiet i lufthavnen.
Krystsina Tsimanouskaya bliver her eskorteret af politiet i lufthavnen. Foto: ISSEI KATO
Vis mere

Den 24-årige sprinter hævder, at hun søndag blev hentet af det hviderussiske trænerteam på sit hotel og bedt om at pakke, inden hun mod sin vilje blev kørt til lufthavnen.

Her fik hun kontakt til japansk politi, som hjalp hende væk fra trænerne.

Ifølge den hviderussiske journalist Tadeusz Giczan er flyet, som sprinteren ellers skulle have været med, også lettet uden hende. Hun er fortsat sammen med politiet i lufthavnen i Tokyo.

Tsimanouskaya har kritiseret trænerne på Instagram. Blandt andet for at sætte hende på det hviderussiske 4 x 400 meterhold uden at fortælle hende det først.

»Jeg fortalte offentligt om det. Cheftræneren kom hen til mig og sagde, at han havde fået en ordre om at fjerne mig,« siger Tsimanouskaya.

Tsimanouskaya står til at deltage i de indledende heats i 200 meter mandag og 4 x 400 meter torsdag.