Det var det sidste, han havde regnet med. En OL-billet. 

42-årige Hans Lindberg blev tirsdag pludselig indlemmet blandt Nikolaj Jacobsens 14 udvalgte på grund af en skade til Mads Hoxer. 

Udtagelsen kommer midt i en mildest talt stormfuld periode af Lindbergs liv. 27. juni mistede han sin far. 

Fra lænestolen på Marienlyst Strandhotel i Helsingør, hvor håndboldherrerne er samlet forud for afgang til OL i Paris, sætter han ord på de seneste uger. 

Hans Lindberg har svært ved at forstå den seneste måned af sit liv. 
Hans Lindberg har svært ved at forstå den seneste måned af sit liv.  Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det er lidt en underlig spillefilm, man ikke tror på, er rigtig. Det er uvirkeligt. Det har ikke været meget håndbold i mine tanker de seneste uger overhovedet. Det har sgu været mærkeligt. Pludselig at være med her og ændre fokus fuldstændig. Det er en underlig tid for mig,« siger han til B.T. 

Han understreger, at OL har været et mål for ham hele sæsonen, og at han er glad for, at det trods en skuffelse i første omgang, er lykkes. 

Men omstændighederne sætter selvfølgelig sit præg. 

»Det er første gang, jeg mister en, der er rigtig tæt på mig. Jeg tror, det er meget forskelligt, hvordan man bearbejder sådan noget. For mig har jeg kunnet mærke, at det har hjulpet at få tankerne hen på noget andet. Få tankerne væk. Gå lange ture,« siger han. 

For det er ikke kun Lindberg, der har mistet en far. Hans to sønner har også mistet deres farfar.

»Det har været meget mærkeligt, for det er ikke kun mig. Det er også mine to drenge, der har skullet opleve det her.  Min hustru, min familie, min mor, mine søskende. Men jeg kan mærke, det er godt for mig at få tankerne på noget andet end kun det triste. Sorgen forsvinder aldrig, men det er min måde at leve med den på,« siger han. 

Nu står han så her. På tærsklen til sin sidste OL-deltagelse i karrieren. Midt i farens død. Og midt i en flytning hjem til Danmark, hvor familien fortsætter livet efter mange år i Tyskland.  Familien overtager et hus herhjemme senest 1. august, når Lindberg fortsætter karrieren som spillede sportschef i 1. divisionsklubben HØJ. 

»Det er sgu meget specielt. Det er lidt surrealistisk. Det er forfærdeligt for Hoxer at blive skadet så kort tid før OL og miste det, han gør. Han har spillet en vanvittig sæson og har taget nogle kæmpe skridt som håndboldspiller.«

»Det ændrer selvfølgelig mine planer fuldstændig. Det havde jeg ikke lige regnet med. Jeg skulle træne med her, og så skulle jeg hjem og have styr på tilværelsen Danmark. Det har været op til mig selv. Der er ingen spørgsmålstegn fra min familie, vi finder ud af det..«

»Men jeg skal nok også lige fordøje det lidt.«

Andre læser også