I halvandet år har dansk ishockey ventet på premierekampen ved OL, men da det endelig blev alvor i Milano, endte det som en ærgerlig oplevelse.

Danmark tabte nemlig 1-3 til Tyskland og står uden point efter de første 60 minutters arbejde i den stærkt besatte turnering.

Dermed deler Danmark skæbne med stormagter som Finland og Tjekkiet, og intet er tabt endnu. Men spillerne har grund til at være irriterede over, at de ikke fik noget ud af premieren.

For de skabte chancer nok til at vinde kampen og vandt skudstatistikken klart. Med blot en smule mere præcision i afslutningerne og marginaler på den rigtige side, kunne de som minimum have tvunget kampen i overtid.

Nu skød de i stedet tyskernes målmand Philipp Grubauer varm, og Seattle-keeperen sørgede sammen med superstjernerne Leon Draisaitl og Tim Stützle for den kvalitet, der kom til at gøre forskellen.

Det var Draisaitl, der åbnede ballet ved at snitte pucken i nettet bag Frederik Andersen efter sølle 23 sekunders spil. En sand mareridtsstart, som de danske spillere var nogle minutter om at komme sig over.

Men derefter blev det en helt lige kamp, og specielt kæden med Nikolaj Ehlers, Oliver Bjorkstrand og Alexander True voldte tyskerne store problemer.

Ehlers spillede en fremragende kamp og kreerede en stribe muligheder, og en af dem udnyttede Oscar Fisker Mølgaard efter 13 minutter.

Stortalentet skøjtede stort set direkte fra udskiftningsboksen ind foran det tyske mål og omsatte Ehlers' præcise tværpasning til udligning 1-1.

Publikum i den fuldsatte, midlertidige arena i messecentret Fiera Milano fik forrygende underholdning på den smalle NHL-bane. Tyskerne var i flertal på tribunerne og fik også mest at juble over.

Efter en god dansk start på anden periode slog Stützle til to gange og bragte det danske hold på tynd is.

Først udnyttede han en aflevering fra bag mål, efter at Mølgaard ikke fik tacklet ordentlig af. Og midtvejs i perioden blev det 3-1 i powerplay, mens samme Mølgaard var til afkøling.

Målet var dog retteligt et selvmål af Oliver Lauridsen, der rettede Stützles aflevering uheldigt af, men selvmål spiller man som bekendt ikke med i ishockey.

Det var hård kost for danskerne, der egentlig gjorde mange ting rigtigt. Backerne havde indimellem problemer med tempoet, men løste de fleste situationer med rutine og god placeringsevne.

Offensivt var der masser af fantasi i kombinationerne. Man kunne dog have ønsket sig mere fra kæden med Lars Eller, Nicklas Jensen og Joachim Blichfeld, der brugte for meget tid i egen zone.

Et disciplineret tysk hold holdt sig fra straffeboksen, og derfor fik man aldrig det danske powerplay at se.

Det eneste danske overtal kom i slutminutterne, hvor landstræner Mikael Gath erstattede Frederik Andersen med en ekstra markspiller i en forgæves satsning.

/ritzau/