»Det her er en af de mest vanvittige videoer, jeg nogensinde har set,« lød det fra sportsvært Chris Williamson.
Kort før Donald Trumps store tale til nationen er der udbrudt endnu et vokalt oprør mod den amerikanske præsident.
Denne gang skyldes det et opkald til de mandlige amerikanske OL-guldvindere i ishockey. Det blev optaget, delt og er nu gået mega-viralt.
Trump ringede til FBI-chef Kash Patel, der af en eller anden grund var i hockey-herrernes omklædningsrum, og inviterede holdet til hans store tale – State of the Union – tirsdag aften samt til et besøg i Det Hvide Hus.
Og så fik Trump sagt noget, der næppe tålte dagens lys.
»Jeg må sige til jer, at vi også er nødt til at invitere kvindeholdet, det ved I, ikke?,« sagde han til stor morskab for holdet.
»Jeg bliver nok stillet for en rigsret,« sagde Trump med henvisning til at undlade den invitation.
Siden er reaktionerne væltet frem.
Den velkendte sportskommentator Keith Olbermann mener blandt andet, at det OL-vindende herrehold skal afvise Trumps invitation.
»Enhver, der er klog (eller respektfuld over for kvindelige atleter) på det amerikanske herre-OL-hockeyhold eller har forbindelse til det, vil afvise Trumps invitation til State of the Union. Enhver, der dukker op, erklærer deres uudslettelige dumhed og kvindehad. Slut.«

Ishockey-kvinderne – der ligeledes vandt OL-guld – har takket nej til Trumps invitation.
»Vi er oprigtigt taknemmelige for invitationen, der er blevet sendt til vores guldvindende amerikanske kvindelandshold i ishockey, og vi værdsætter i høj grad anerkendelsen af deres ekstraordinære præstation,« siger en talsperson til NBC.
»På grund af timingen og tidligere planlagte akademiske og professionelle forpligtelser efter legene (de olympiske lege, red.) er atleterne ikke i stand til at deltage.«
Nu er spørgsmålet om dele af herreholdet vil følge samme eksempel. Parolen på holdet er, at det er spillernes personlige valg, om de vil møde op eller ej.
