I den sidste kurve skete det, der ikke måtte ske.

Med 100 meter igen ramte Sara Slott Petersen en hæk og styrtede i jorden i sin semifinale i 400 meter hækkeløb. Dermed blev det et trist punktum for karrieren for den 34-årige dansker, der i 2016 vandt OL-sølv i disciplinen.

Det gjorde hende til den første danske atletikkvinde nogensinde, som vandt en OL-medalje individuelt.

I silende regnvejr fik danskeren ellers en god start på sit løb på bane nummer ni, men da det hele skulles afgøres, snublede hun.

Foto: PHIL NOBLE
Vis mere

Derfor var det også en meget bevæget Sara Slott, der efterfølgende stillede op til interview.

»Jeg tror ikke, der er nogen, der forestiller sig, at man skal slutte karrieren på den måde. Og det havde jeg ved Gud heller ikke. Det er den værst tænkelige afslutning. At man ikke kan få lov til at fuldføre og give den en chance. Jeg gjorde, hvad jeg kunne, og det gik fnt. Jeg ved ikke, hvad der sker. Jeg kommer fuldstændig op under hækken. Det er aldrig sket før,« fortæller en ramt Sara Slott til DR.

Stemmen knækkede flere gange undervejs, og det var tydeligt, at hun havde svært ved at forstå, hvad der lige var sket.

»Jeg står med mega meget ærgrelse over aldrig at få lov til at gøre det bedre. Fordi jeg har selvfølgelig noget, der er bedre end det. Men det er sport, og det er hårdt og kontant. Det er opture, nedture og alt derimellem.«

Foto: ANDREJ ISAKOVIC
Vis mere

Danskeren havde inden OL proklameret, at legene i Tokyo ville blive hendes sidste konkurrence på topplan.

Og selvom det er skuffelsen, der lige nu fylder hos hende, så er hun stadig stolt af, hvad hun har præsteret.

»Jeg er stolt af min karriere og stolt over at stå her med en dreng, der snart er otte, og jeg er 34. Men jeg ville godt have haft et andet punktum.«

Sølvmedaljen i 2016 var med til at sikre hende Kulturministeriets Idrætspris i 2016. Derudover vandt hun også EM-guld samme år, mens hun året før blev nummer fire i VM-finalen.

Sara Slott har døjet med en akillesseneskade op mod OL, hvilket har spoleret en stor del af optakten til hendes sidste tur i manegen på den store atletikscene.

En tur, der endte brutalt og dramatisk med et styrt i OL-semifinalen.