Varmen kan blive et problem under OL i Tokyo, og arrangørerne tester derfor kunstig sne i kampen mod heden.

Varmen er blevet et stort samtaleemne i den japanske hovedstad, Tokyo, der næste år skal være vært for OL.

Derfor er arrangørerne i gang med at teste flere muligheder, der kan hjælpe med at køle atleter og tilskuere ned under den store sportsbegivenhed, der finder sted i juli og august.

Torsdag meddelte arrangørerne, at de har planer om at teste brugen af kunstig sne i kampen mod varmen. Første test vil finde sted ved et kanoevent 13. september, hvor flere af tilskuerne sidder i direkte sollys.

- Der vil blive sprøjtet kunstigt sne ud over tilskuerpladserne, siger en talskvinde for OL i Tokyo til nyhedsbureauet AFP.

- Vi har ikke besluttet endeligt, om vi vil bruge dette system næste år under OL, men vi vil gerne teste det for at se, hvor effektivt det er.

- Vi er åbne over for at prøve alle brugbare idéer, siger hun.

Tokyo rammer i sommermånederne temperaturer omkring 35 grader og en luftfugtighed på 80 procent.

Til et sejlsportsevent sidste måned fik deltagerne lov til at løsne deres redningsveste på grund af varmen. I august blev en fransk triatlet behandlet for et hedeslag under et løb i Tokyo.

Der er allerede testet stationer med vandspray, aircondition-anlæg og nedkølede telte.

Sidste gang Japan var vært for sommer-OL i 1964, blev det afholdt i oktober for at undgå de varmeste måneder.

OL begynder 24. juli og slutter 9. august næste år.

/ritzau/