Den tidligere olympiske snowboarder Ryan James Wedding er blevet efterlyst af FBI.
Det skyldes, at han sammen med 15 andre er anklaget for at have drevet en morderisk organisation, der har smuglet kokain for flere millioner dollar gennem en række nordamerikanske lande i løbet af det seneste år.
Det skriver flere internationale medier, heriblandt CBC og People.
Den 43-årige canadier, der i dag lever som narkobaron, efterforskes for otte forbrydelser, blandt andet eksport af kokain, mord og mordforsøg.

Ryan Wedding er ifølge FBI på flugt, og derfor udloves en dusør på 50.000 dollar – svarende til 344.000 kroner – til den, der kan give oplysninger, som fører til hans anholdelse og udlevering til USA.
»Wedding er canadisk statsborger, som måske bor i Mexico,« siger FBI om den tidligere snowboarder, som i narkoverdenen går under navne som 'El Jefe', 'Giant' og 'Public Enemy'.
»Ryan James Wedding er eftersøgt for angiveligt at lede og deltage i en transnational narkohandel, der rutinemæssigt sendte hundredvis af kilo kokain fra Colombia gennem Mexico og det sydlige Californien til Canada og andre steder i USA.«
»Derudover påstås det, at Wedding var involveret i at orkestrere flere mord i forbindelse med disse narkotikaforbrydelser,« lyder det videre.
Canadieren deltog i mændenes parallel storslalom ved vinter-OL i 2002, hvor han sluttede som nummer 24.