Søvn er vigtigt – især når du skal toppræstere ved OL.
Det kan de svenske håndboldkvinder skrive under på, og derfor har de taget drastiske midler i brug.
Sengene i den olympiske by i Paris siges nemlig at være de samme som ved OL i Tokyo, der blev udsat for massiv kritik grundet deres skrøbelighed.
Og derfor blev en repræsentant for det svenske landshold tirsdag sendt en tur i IKEA for at købe nye madrasser, skriver Expressen.
»Problemet er ikke, at det er en papseng. Det er helt i orden. Det er madrassen, der er hård. Den er helt ny, og det tager et stykke tid, før du blødgør den. Men vi trængte til at sove godt med det samme,« siger den svenske stjerne Jamina Roberts og fortsætter:
»Vi har købt vores egne madrasser. Man skal være lidt løsningsorienteret og gøre det, der er bedst for en selv.«
Jamina Roberts og resten af det svenske landshold har nogle dage endnu, hvor de kan nå at indhente den fortabte søvn.
Torsdag klokken 21 møder de Norge, mens de danske kvinder allerede spiller klokken 9 torsdag morgen.
Sverige er – udover Danmark – i gruppe med Tyskland, Sydkorea og Slovenien.