OL-guld. Karrierens sidste kamp. En ydmygelse af Tyskland. Men det er et svært farvel, der fylder nu for Mikkel Hansen.
For midt i jublen ved Hansen også, at han skal tage afsked med den gruppe drenge, han holder så meget af.
Det sker søndag aften, når guldfesten er slut.
»Det værste bliver senere, når jeg skal sige farvel til en masse mennesker, der betyder noget for mig.«

»Jeg tror ikke, man kan finde andre steder, en anden branche, hvor man knytter et bånd, som vi gør. Venskaberne, oplevelserne, man har sammen. De store følelser. Om man vinder eller taber.«
»Det vil jeg savne. Jeg har oplevet nogle ekstremt vilde ting med dem. Som nu, hvor vi har vundet til andre gange, hvor vi virkelig har faldet igennem. Det hårdeste bliver i aften. At have en sidste gang med hele gruppen og få sagt farvel,« siger han i sit sidste interview som dansk landsholdsspiller.
Mikkel Hansen spillede en mindre rolle, som det har været tilfældet de seneste år, men han nød det i fulde drag i nedsablingen af Tyskland.
»Helt uhørt højt niveau.«

»Det er ikke mange kampe, jeg har set, hvor der er nogen, der har spillet bedre håndbold end i den her kamp. Det er sgu imponerende at brænde banen af på den måde.«
»Jeg er fuld af stolthed. Jeg føler mig kraftedeme som en far for nogle af de her drenge. De er nogle dejlige drenge, og de er vanvittigt dygtige. Det viser de i dag,« siger han med et stort smil.
Den vilde afslutning har slet ikke nået at bundfælde sig.
»Der går nogle tanker gennem mit hoved, når det er den sidste kamp. Det er trods alt mange, mange år, jeg har repræsenteret Danmark. Det er ekstremt specielt, men det er også en svær kamp at spille. Heldigvis var der ikke meget brug for det. Det er kun fint, hvis jeg ikke skal på banen, for så betyder det, de gør det godt.«
»Det er nok ikke gået op for mig endnu, men jeg er rimelig afklaret med det. Jeg har det fint med beslutningen, og jeg synes, man kunne se på banen, at de er klar til at stå på egne ben. Jeg glæder mig til at se dem fra sofaen.«
Det var ordene. Mikkel Hansens sidste i en landsholdstrøje. Med OL-guld om halsen.