Man må forvente et lavere dansk niveau ved OL i Paris end ved de seneste tre sommer-OL, spår analyseinstitut.

Danske atleter har skovlet medaljer og topplaceringer ind ved de seneste olympiske sommerlege. Men der er grund til at dæmpe forventningerne til næste års OL i Paris.

Sådan lyder det fra Idrættens Analyseinstitut (Idan), der har gennemgået de danske resultater i OL-disciplinerne og kan konstatere, at den brede konkurrenceevne er svækket.

Analysen baserer sig på resultater ved verdensmesterskaber det seneste år - eller placeringer på verdensranglisten, hvis der ikke er blevet afholdt VM i 2022.

Ved OL i Tokyo i 2021 fik danske atleter 30 top-8-placeringer. Året efter var det tal faldet til 19.

Også antallet af de såkaldte top-8-point er faldet markant. Her giver analysen point, når danske atleter slutter blandt de otte bedste. En førsteplads giver otte point, en andenplads giver syv og så videre.

Her er det i alt blevet til 85 point i 2022 mod 135 ved OL året før.

- Det er betydeligt lavere end det præstationsniveau, vi har været vant til i de seneste 10-15 år. Faktisk skal vi helt tilbage til 2010 for at finde et niveau, der matcher. Dengang lød resultatet på 84 top-8-point, lyder det i Idan-analysen.

I de sportsgrene, hvor Danmark har medaljetraditioner, er det især roning, der har høstet dårligere resultater. Også badminton og sejlsport har oplevet en tydelig nedgang i toppræstationerne.

Idan medgiver, at atleterne naturligvis kan nå at forbedre sig inden OL. Men top-8-resultater er normalt en god indikator på de kommende års resultater.

- Derfor er nedgangen bekymrende i forhold til Danmarks chancer for medaljer og andre topplaceringer ved OL i Paris 2024. Det virker som om, det bliver vanskeligt for dansk elitesport at fastholde det høje niveau, som dansk eliteidræt har været på siden OL i London i 2012, lyder det i analysen.

Ved OL i Tokyo vandt danske atleter 11 medaljer. Fem år tidligere blev det til hele 15 medaljer i Rio de Janeiro.

/ritzau/