»Jeg er meget følelsesladet, fordi det her var min sidste konkurrence. Jeg trækker mig fra svømning. Jeg undskylder oprigtigt til Paraguay, men jeg gjorde, hvad jeg kunne.«

Sådan lød det fra Luana Alonso, der i sommer valgte at stoppe svømmekarrieren på direkte tv, efter et skuffende OL, som endte uden metal.

Men nu er hun tilbage. Dog i en helt anden beskæftigelse.

Ifølge Daily Mail har paraguayaneren oprettet en profil på sitet OnlyFans, der er kendt for pornografisk indhold.

'Din yndlings ekssvømmer. Jeg lover dig, at du ikke vil fortryde det. Vi kommer til at have det sjovt sammen (i beskederne),' skriver hun i sin bio, ifølge mediet, der efter alt at dømme har købt adgang til Alonsos profil.

Daily Mail skriver nemlig, at Alonso indtil videre primært har delt billeder, hvor hun poserer i badetøj.

Derudover lyder det, at OnlyFans-brugere skal punge ud med 242 kroner om måneden for at få adgang til den tidligere svømmers indhold.

På trods af et skuffende OL blev Luana Alonso ganske populær efter legene i Paris.

Det førte blandt andet til, at den brasilianske fodboldstjerne Neymar likede et af hendes billeder og efterfølgende sendte en besked.

»Jeg så ikke beskeden, fordi den var røget ind som en anmodning. Jeg svarede ham to uger senere, og han svarede igen,« har hun tidligere fortalt uden at ville uddybe kontakten yderligere.