Viktor Hald Thorup blev nummer fem i sin speedskatingkonkurrence. Nu får han æren af at bære den danske fane.

Pyeongchang. Når danskerne søndag siger farvel til vinter-OL i Pyeongchang, bliver det speedskater Viktor Hald Thorup, der bærer den danske fane.

I speedskaternes fællesstart lørdag blev han nummer fem. Det var den bedste individuelle præstation af en dansker nogensinde ved et vinter-OL.

Derfor har Danmarks Idrætsforbund (DIF) besluttet give ham æren af at vifte med Dannebrog og føre Danmark ud af vinterlegene, når afslutningsceremonien finder sted i Sydkorea senere søndag.

16 danske atleter samt syv trænere og ledere går med under afslutningen. Blandt de atleter, der har været med i Pyeongchang, er det kun skiløberen Christoffer Faarup, der ikke går med. Han tog hjem fra vinter-OL efter sine konkurrencer.

Ved åbningsceremonien var det også en speedskater, der bar den danske fane, da Elena Møller Rigas havde æren.

Det danske medaljehåb missede en plads i lørdagens finale i fællesstart.

/ritzau/