Cheftræneren for det finske skihoplandshold, slovenske Igor Medved, blev sendt hjem under vinter-OL efter en særdeles våd aften.

I første omgang var det kun meget få detaljer, der kom frem, og den officielle forklaring på hjemsendelsen lød, at Medveds opførsel gik »imod landsholdets værdier«.

Men nu kan Iltalehti røbe flere detaljer om den skandaløse saga.

Ifølge det finske medie var Igor Medved angiveligt påvirket af alkohol i flere dage under vinterlegene, der sluttede søndag.

Derudover lyder det, at en lokal betjent og en person fra det finske hold måtte hjælpe landstræneren væk under en af konkurrence-aftenerne, fordi han gik så usikkert.

Hvilke konsekvenser, Igor Medveds drukskandale får, vides ikke.

Derfor er det også uvist, hvem der skal lede landsholdet under VM i skihop næste weekend.

»Der er endnu ikke truffet nogen beslutning. Der er ikke sket nogen væsentlige ændringer i situationen,« siger Marleena Valtasola, der er administrerende direktør for det finske skiforbund til Iltalehti, og fortsætter:

»Som vi har sagt tidligere, har vi afventet situationen i løbet af OL. Vi vil gennemgå sagen senere og gøre det med omhu. Man skal også respektere menneskerne i denne sag. Vi giver besked, når der er noget at fortælle.«

Hovedpersonen selv har kun kommenteret hændelsen overfor finske Yle.

Her siger han, at han havde drukket for meget alkohol på tom mave, da han fejrede Sloveniens olympiske guldmedalje.

Men Tomaz Trbovc, der var kommunikationsansvarlig for det slovenske hold under OL, sagde 14. februar, at landsholdet slet ikke holdt en medaljefest den aften.

»Han var ikke til stede ved det slovenske landsholds fest, da denne episode fandt sted. Det skete på en dag, hvor vi ikke vandt mændenes konkurrence,« har Trbovc tidligere fortalt Iltalehti.

De slovenske skiatleter fik forbud mod at kommentere sagen over for medierne under OL.