Langrendsløberen Marit Bjørgen satte søndag et fornemt punktum for Norges fænomenale vinter-OL.

I kvindernes 30 kilometer fællesstart i klassisk stil var hun sine konkurrenter overlegen, og i tiden 1 time 22 minutter og 17,6 sekunder vandt hun sin anden guldmedalje i Pyeongchang.

Det var samtidig sidste konkurrence ved vinterlegene, som officielt lukkes ned med en afslutningsceremoni søndag.

 
Sverige og USA mødtes tidligere idag i curling-finalen. Inden opgøret var Sverige kæmpe favoritter, men et flot spil af USA i 8 ende gjorde det umuligt for Sverige at komme tilbage.
Vis mere

Med medaljen har Bjørgen nu i alt 15 OL-medaljer. Hun var i forvejen den udøver, der havde vundet flest medaljer i vinter-OL's historie.

Norge slog tidligere på ugen rekorden for flest medaljer ved et vinter-OL, og Bjørgens guldmedalje udbygger dermed også landets rekord, der nu lyder på 39 medaljer.

Triumfen betyder samtidig, at Norge nu har 14 guldmedaljer, og dermed slutter nordmændene med samme antal som Tyskland.

I alt har Norge dog hentet otte medaljer mere end tyskerne.

Finske Krista Pärmäkoski var næsten to minutter efter, da hun løb over stregen og fik sølv, mens svenske Stina Nilsson fulgte efter på tredjepladsen.

Det dramatiske højdepunkt fandt sted med omkring syv kilometer igen, da østrigske Teresa Stadlober løb den forkerte vej og mistede chancen for at kæmpe med om medaljer.

/ritzau/