Den skadede ishockeyback Jesper Jensen Aabo var på is, da ishockeylandsholdet mandag trænede i Beijing før OL-playoffkampen mod Letland.
Men entreen på isen skyldtes kun, at der skulle tages holdbillede. Så snart fotografen havde knipset færdig, skyndte Aabo sig ud i omklædningsrummet.
Den skulderskade, der fik ham til at kvitte kampen mod Schweiz i utide, tillader stadig ikke nærkampe og slagskud. Og han er stærkt tvivlsom til mødet med letterne tidligt tirsdag morgen dansk tid.
- Han har en skade på sit AC-led i højre skulder. Det er leddet oppe omkring hans kraveben og ud mod skulderbladet. Det er et led, der er ret vigtigt for mobiliteten i skulderen, forklarer landsholdets læge, Anne Mette Stausholm.
- Det gør ondt og tager tid. Potentielt kan det blive forværret af, at han spiller. Hvis ikke det når at hele ordentligt, så kan det gå ud over de ledbånd, der sidder derinde, siger hun.
Landstræner Heinz Ehlers planlægger da også uden Aabo mod letterne. Når han ikke at blive klar, kommer Phillip Bruggisser ind i truppen, mens Emil Kristensen rykker op som makker til Oliver Lauridsen.
Ehlers lægger dog ikke skjul på, at det er et hårdt slag at spille uden den 30-årige back, der er alternativ kaptajn og altid er blandt de spillere, der er mest på isen i kampene.
Jesper Jensen Aabo har spillet 170 landskampe og har været med i hele ti VM-turneringer.
- Han er lidt "heart and soul" på dette hold. Han stiller altid op, og man ved altid, hvad man får. Men som tingene ser ud, må vi klare os uden, siger landstræneren.
Holdlægen vil dog ikke helt udelukke, at Aabos hærgede skulder når at hele så meget, at han kan være med mod letterne.
Men det vil kræve en markant bedring i løbet af mandagen.
- Det er fifty-fifty. Vi har tiden imod os. Men de første døgn er altid de værste, så jeg håber på, at det næste døgn kan gøre noget godt for ham, siger Anne Mette Stausholm.
Hun er ikke klar til at gå på kompromis, fordi det er OL og en begivenhed, som den uheldige back har kæmpet i årevis for at komme med til.
- Min medicinske vurdering er i forhold til hans videre helbred. Jeg ved, at han enormt gerne vil spille, og jeg er også klar til at forsøge med ekstra behandlinger og ekstra smertestillende. Men hans helbred er det vigtigste, siger lægen.
Danmark møder Letland i kampen om en plads i kvartfinalen. Opgøret begynder klokken 5.10 dansk tid.
/ritzau/