Hun følte sig »flov og skamfuld.«

Samtidig kløede hendes hud og hovedbund så forfærdeligt, at hun bogstaveligt talt var ved at gå ud af sit gode skind. 

Det amerikanske gymnastikikon Simone Biles fortæller nu til mediet People, hvordan hun op til og under OL i 2024 havde symptomer på en hudlidelse. 

»Jeg var virkelig nervøs for det i starten, så jeg skubbede det bare til side,« fortæller den nu 29-årige gymnast. 

På grund af forberedelserne til De Olympiske Lege havde hun ikke tid til at gå til læge.

På et tidspunkt var generne dog så voldsomme, at det var svært for hende at skjule, at der var noget galt. 

Simone Biles døjede i flere år med symptomer på en hudlidelse, før hun gik til lægen og fik behandling.  Arkivfoto: Gabriel Bouys/AFP/Ritzau Scanpix

Hendes hud kløede skrækkeligt, og hun fik skrællende, røde hudpletter i hovedbunden og på sin hud.

»Jeg kløede og skællede. Jeg kløede så hårdt og brugte en kam, at jeg blødte. Jeg tænkte bare: 'Jeg kan ikke leve sådan her. Jeg klør. Jeg er ulykkelig. Jeg føler mig utilpas,« husker den syvdobbelte OL-guldvinder. 

Hun fortæller også, hvordan hun »stod ved kridtspanden og bare kløede, indtil jeg blødte.«

Symptomerne blev værre under træningen, og til sidst blev hun bekymret for, at publikum ville opdage det under konkurrencerne. 

Simone Biles regnes som den bedste kvindelige gymnast nogensinde. Arkivfoto: Loic Venance/AFP/Ritzau Scanpix

Efter flere år med symptomer på noget, hun selv troede skyldtes stress eller almindelige skæl, fik hun endelig en hudlæge til at se nærmere på det.

Her fik hun diagnosen seboroisk dermatitis og eksem, som hun nu bliver behandlet for med creme og skum. 

I dag håber hun, at hun med sin åbenhed kan være med til at hjælpe andre.

Derfor samarbejder hun med virksomheden Arcutis Biotherapeutics, Inc. om kampagnen 'Skin to Believe In,' som skal skabe opmærksomhed om hudlidelser og hjælpe andre til at finde den rette behandling. 

»Først var jeg virkelig flov og skamfuld, men da jeg først havde indset det, følte jeg mig lidt mere selvsikker, fordi jeg så kunne fortælle folk, hvad jeg gik igennem, og præcis hvad det var.«