Du ved, at det kører for Danmark, når Mikkel Hansen står den forkerte side af sidelinjen og fejrer en holdkammerats mål ved at "lade sig skyde". Og det var præcis så overlegne Danmark var, da man slog Tunesien 31-23 i OLs anden gruppekamp.

Det var de færreste, der så det, for den var helt intern, men Morten Olsen tæskede sit andet mål i nettet i anden halvleg, og på vej ud mod bænken var det så, at bagspilleren udførte sin lille interne joke med Mikkel Hansen.

»Mikkel er en sjov mand. De kalder mig Plaffeministeren efter Ronnie Schwartz. Så vi havde aftalt, at hvis jeg scorede og kiggede på ham, så skulle jeg lave et skud med fingeren, og så døde han. Jeg tror ikke, at der var nogen, der så det. Det var kun Mikkel og mig, der så det,« sagde Morten Olsen efter en kamp, der skød masser af overskud ind i de danske håndbolddrenge.

»Det er Hans Lindberg, der synes, at jeg ligner Plaffeministeren på håret. Det synes jeg så ikke, at jeg gør. Det er kun Mikkel og Hans, der synes, det er sjovt at drille lidt.«

Danmark var så stærke, at der var plads til at sætte Mikkel Hansen på bænken det meste af anden halvleg, men herfra var der også opråb til holdkammeraten Mads Christiansen, når han ikke dækkede ordentligt op og masser af opmuntrende tilråb til Michael Damgaard og Morten Olsen især.

»Mikkel er en stor spiller både på og uden for banen og kan godt lide at lave sjov med alle mennesker. Han er. Han betyder rigtig meget for alle på holdet,« sagde Morten Olsen om den udefra set noget sky verdensstjerne.

Pausen til Mikkel Hansen var der en grund til. Forude venter først Kroatien, så Qatar og til sidst Frankrig i gruppespillet, der afgør, hvem Danmark skal møde i kvartfinalen. Og det er nu, at de danske håndboldmuskler for alvor skal testes.

»Nu skal vi vise, at vores niveau er, som vi har vist i anden halvleg mod Argentina og i hele kampen mod Tunesien. Vi skal vise, at vi kan gøre det mod de stærke hold. Det bliver spændende at se,« sagde Morten Olsen om torsdagens kamp.

En kamp mod Kroatien, som Jesper Nøddesbo blev overrasket over i første kamp, hvor de tabte 30-23 til Qatar.

»Jeg synes, at Kroatien overraskede lidt mod Qatar. Der faldt de lidt sammen, og det havde jeg ikke forventet. Jeg håber, at jeg får set dem lidt igen. Men det er igen et hold, vi skal holde vores koncept imod,« sagde Nøddesbo.