Stemningen var ikke til at tage fejl af i den lille lejlighed i Bagsværd.

For skuffelsen og ærgrelsen over Sverri Nielsens fjerdeplads i singlesculler overskyggede alt.

»Jeg har meget blandede følelser lige nu, for Sverri gør mange ting rigtige i det løb, og så er det bare en barsk afslutning,« siger rostjernens kæreste, Marie Mørch, til B.T. umiddelbart efter fredagens finale, hvor den rød-hvide medalje glippede.

Sammen med flere venner sad hun hjemme i stuen og så den vanvittigt spændende finale midt om natten.

Sverri Nielsen efter finalen i singlesculler.
Sverri Nielsen efter finalen i singlesculler. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Og her kunne de se, hvordan sølle 0,15 sekunder skilte nemlig færingen fra en bronzemedalje, og derfor var det da også en ærgerlig kæreste, der satte ord på roerens hårde skæbne:

»Det er vildt ærgerligt, og det var enormt intenst at se på. Følelserne kommer bare op i én, og jeg rystede og havde hjertebanken undervejs. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle tænke, for jeg var jo magtesløs, fordi vi sad herhjemme, hvor han ikke kunne høre os heppe.«

Ét er ikke at få en medalje, men at slutte lige uden for de tre øverste pladser på medaljeskamlen gør ualmindeligt ondt:

»Det er altid svært at blive nummer fire, men jeg håber, han er tilfreds med sit løb trods alt. Selv om håbet var en medalje,« fortæller Marie Mørch og tilføjer, at hun selvfølgelig allerede har sendt en besked til sin bedre halvdel:

Sverri Nielsen var knust efter sin fjerdeplads.
Sverri Nielsen var knust efter sin fjerdeplads. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Jeg har skrevet, at jeg synes, det var superflot. Og at han selvfølgelig altid er en stjerne i mine øjne. Nu glæder jeg mig bare til, at han kommer hjem.«

Tilfreds med sit løb var Sverri Nielsen dog på ingen måde, da B.T. fangede ham efter at have siddet fuldstændig knust i båden i flere minutter.

Faktisk var han så skuffet over sin fjerdeplads, at han besluttede sig for at stoppe karrieren og dermed sende chokbølger gennem dansk roning.

»Det var nok det. Det tror jeg,« forklarede færingen med tårer i øjnene og tilføjede:

»Nu skal man ikke sige, jeg ikke får lyst om et par år. Men jeg var sådan ret afklaret med, at det her var det sidste. Jeg synes, jeg har gjort, hvad jeg kan. Jeg er ikke rigtig villig til at gå længere end det her. Og kroppen er også lidt presset. Så … Ja … Det er bare en beslutning, jeg har taget.«