»Nu er jeg færdig, så jeg kan godt spidse tonen.«

Sådan lød det fra OL-veteranen René Holten Poulsen, der sluttede karrieren med en 16. plads i Paris, men kan se tilbage på 29 mesterskabsmedaljer, deriblandt en fra OL.

Han kom til legene uden støtte fra forbundet de seneste to år, og det er han godt gal i skralden over.

»Jeg er stolt over at være her,« siger han til pressen efter sit sidste løb og starter så sit angreb.

»Der er ikke nogen i Danmark, der har slået mig, når jeg har stillet op eller til træning, så deres påstand om, at jeg ikke er god nok, den er i hvert fald løgn. Det har jeg modbevist.«

»De skal kigge på mine meritter, og så skal de overveje, om de kan finde andre med den mængde medaljer. Emma (Aastrand, red.) er her nu, og hun gør det godt, men har ikke overgået mig.«

»Jeg håber, hun gør det, men jeg håber også, at de behandler hende væsentligt bedre end mig.«

»Jeg ville sætte pris på, at der kom en lille undskyldning for de sidste to års oplevelser.«

»Man må have et minimum af respekt over for de ting, som atleterne opnår.«

Holten drømte om en sidste OL-finale, menb fik den ikke.
Holten drømte om en sidste OL-finale, menb fik den ikke. Foto: Olivier Morin/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Holten argumenterer både for at være bedre end danskerne i firerkajakken, og at han selv konkurrerer med folk, der er endnu ældre end hans 35 år.

»Jeg er færdig med at ro for dansk kano- og kajakforbund. Det gider jeg ikke mere. Det har været en lang kamp. Jeg gider ikke at slås mere med mennesker, der ikke engang reelt vil fortælle mig, hvorfor jeg blev smidt af.«

Sportschef Torben Koue er klar med svar.

»Det er fantastisk, at René er kommet til OL, og at han når i en semifinale og B-finale, så han kunne få afsluttet karrieren. Kæmpe cadeau til ham. Der bliver altid truffet hårde beslutninger i eliteidræt.«

»Alt ære og respekt for hans meritter, men der skal laves svære prioriteringer,« siger Torben Koue.

Den aktive karriere er forbi, og nu vil Holten gerne være foredragsholder og træner.

I Kano- og kajakforbundet?

»Nej, det kommer nok ikke til at ske.«

»Så skal der formentlig langes nogle undskyldninger over bordet, både den ene og den anden vej, for at vi kan komme der til.«

»Der er nok nogle, der skal sluge nogle kameler, og der er nok nogle, der skal pakke deres ting. Sådan er det.

Vil du sætte navne på?

»Nej.«

Og så gik René Holten Poulsen med et smil videre - nu som pensioneret sportsmand.

Men får Holten så en undskyldning?

»René og jeg har haft en fin dialog, så det er svært at se, at mit arbejde med ham det seneste år skulle have grundlag for den del,« siger sportschefen, der dog gerne vil agere mellemmand i en våbenhvile.

»Det budskab vil jeg sende videre til dem højere i systemet, der har siddet med de beslutninger dengang og fortælle, hvad vi to har snakket om. Det vil jeg facilitere videre.«

Andre læser også