Kamila Valieva blev tirsdag hyldet af Vladimir Putin, der bagatelliserede hendes positive dopingprøve.

Kunstskøjteløberen Kamila Valieva påkaldte sig i februar hele verdens opmærksomhed ved vinter-OL i Beijing.

Dagen efter at den 15-årige russer havde været med til at vinde guld i holdkonkurrencen, kom der et positivt testsvar på en dopingprøve, hun havde afleveret tilbage i december.

Valieva afviste brug af doping, og teenageren forsvarede sig med, at den positive prøve måske skyldtes, at hun ved en fejl havde indtaget sin bedstefars hjertemedicin.

Mens der endnu ikke er taget stilling til, om Valieva og holdkammeraternes topresultat står ved magt, blev de russiske OL-vindere tirsdag hyldet af præsident Vladimir Putin ved en ceremoni i Moskva.

I forbindelse med hyldesten slog Putin fast, at Kamila Valieva ikke har gjort noget galt.

- Hun har gennem sit arbejde bragt sporten op på et niveau, hvor det er ægte kunst.

- Den slags perfektion kan man ikke opnå på uærlig vis ved hjælp af præparater eller manipulation. Vi ved alle, at der ikke er behov for supplerende præparater i kunstskøjteløb, sagde Putin.

Trods den positive dopingprøve fik Kamila Valieva efter en høring i Den Internationale Sportsdomstol (CAS) lov til at kæmpe videre ved vinter-OL.

Valieva endte senere på en fjerdeplads i den individuelle konkurrence, hvor hun var storfavorit.

Under ceremonien rettede Vladimir Putin også kritik af de sportsforbund, der har udelukket russiske og hviderussiske atleter, efter at Rusland 24. februar invaderede Ukraine.

Putin mener, at atleterne bliver diskrimineret på baggrund af deres nationalitet.

- Udelukkelsen af atleter fra Rusland og Hviderusland er ikke kun et direkte brud på fundamentale principper i sporten, men det er også et åbent og kynisk brud på deres menneskerettigheder, mener Putin.

Ruslands præsident omtalte specifikt Det Internationale Svømmeforbunds (Fina) beslutning om at idømme svømmeren Evgeny Rylov ni måneders karantæne for krigsstøtte som "fuldstændig absurd".

/ritzau/Reuters