Den Internationale Olympiske Komité (IOC) har åbnet for, at russiske og hviderussiske atleter kan deltage under neutralt flag ved OL i Paris i 2024.

Det har vakt mange og stærke reaktioner, især i det krigsramte Ukraine, dets naboland Polen og de tre baltiske lande, Estland, Letland og Litauen.

BBC citerer den polske sportsminister Kamil Bortniczuk for at sige, at »op imod til 40 lande kan boykotte det næste OL«.

Derfor opfodrer Polen og de tre baltiske lande til, at »alle internationale sportsorganisationer og forbund fjerner russiske og hviderussiske atleter fra internationale konkurrencer, indtil krigen er slut.«

Foto: BENOIT TESSIER
Vis mere

Pawel Jablonski, som er viceudenrigsminister i Polen, mener, at det eventuelle boykot fra en stor del af de deltagende land kan være med til at gøre legene meningsløse.

»Hvis de lukker atleter ind fra Rusland og Hviderusland, så skal vi bare boykotte legene. Vi skal lægge pres på IOC. Idrætsorganisationerne skal selv træffe beslutningen uafhængigt af regeringerne, men jeg vil bestemt opfordre dem til at gøre det,« siger han til det polske medie Polsatsport.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) slog fredag fast, at den officielle danske holdning er, at russiske atleter ikke skal deltage i OL i 2024 under neutralt flag.

»Det er det officielle Danmarks holdning – og det er min holdning som minister – at vi ikke må vakle i forhold til Rusland. Regeringens linje er klar. Rusland skal udelukkes fra al international sport, så længe deres angreb på Ukraine fortsætter,« lød det fra Jakob Engel-Schmidt til Ritzau.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M).
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M). Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Jakob Engel-Schmidt mener dog ikke, at det kan komme på tale, at Danmark kommer til at boykotte et OL.

»I første omgang handler det om at samle alle sportsforbund og regeringer, for at sørge for at de russiske atleter ikke kan være med til at konkurrere.«

»Skulle det ikke lykkes, så mener jeg ikke, at vi skal boykotte OL. Det mener Danmarks Idrætsforbund heller ikke. Vi bør ikke tage danske atleter som gidsler i en politisk kamp. For det er en meget stor begivenhed for dem,« fortalte Jakob Engel-Schmidt.