Den Internationale Olympiske Komité (IOC) har åbnet døren for russisk deltagelse ved OL i 2024 i Paris.

Det samme har Kyivs borgmester, den tidligere bokser Vitalij Klitschko.

Der er dog bare én betingelse.

»Russiske og hviderussiske atleter kan ikke deltage i De Olympiske Lege i Paris, hvis ikke de siger nej til krigen,« siger Klitschko i et interview med nyhedsbureauet AFP mandag ifølge flere medier heriblandt VG.

Vitalij Klitschko har et klart krav, hvis de russiske og hviderussiske atleter skal deltage ved OL.
Vitalij Klitschko har et klart krav, hvis de russiske og hviderussiske atleter skal deltage ved OL. Foto: SERGEI SUPINSKY
Vis mere

»Hvis de offentligt tager afstand fra denne krig, kan de deltage. Men de er bange,« lyder det videre.

I sidste måned åbnede IOC døren for, at de russiske og hviderussiske atleter kan deltage ved OL under visse betingelser, blandt andet at atleterne stiller op under neutralt flag.

Thomas Bach, der er præsident i IOC, kaldte kravet om boykot for en krænkelse af de olympiske principper, men den udtalelse giver Vitalij Klitschko ikke meget for.

»Jeg vil gerne invitere Thomas Bach til Kyiv, til Ukraine, så han selv kan se de ødelagte landsbyer og se, hvor mange mennesker der bliver dræbt,« siger byens borgmester.

I sidste uge mødtes 36 lande – heriblandt Danmark – til et ministermøde i England, hvor agendaen netop handlede om, hvordan der skulle sættes en stopper for russisk og hviderussisk deltagelse ved OL i Paris i 2024.

Danmarks kulturminister, Jakob Engel-Schmidt (M), har gjort den danske holdning klar i starten af måneden.