Den originale tegning af OL-ringene fra 1913 er blevet købt for næsten 1,4 millioner kroner af en samler.

En brasiliansk samler er blevet indehaver af den originale tegning af de fem olympiske ringe, som Pierre de Coubertin lavede i 1913.

Men brasilianeren måtte også hoste op med en pæn skilling for at sikre sig tegningen.

Det fortæller Alexandre Debussy til franske medier ifølge Reuters. Debussy er direktør hos auktionshuset Cannes Encheres, som solgte OL-klenodiet.

»Tegningen blev solgt til en brasiliansk samler for 185.000 euro plus 27 procent i omkostninger,« forklarer Debussy.

Det svarer til en pris på knap 1,4 millioner kroner, mens samleren inklusive omkostningerne har måttet slippe 1,75 millioner kroner.

Logoet med de fem sammensluttede ringe i henholdsvis blå, gul, sort, grøn og rød farve på hvid baggrund blev altså tegnet af franske Coubertin i 1913, men det var først ved OL i Antwerpen i 1920, at ringene debuterede som OL-logo.

Coubertin var grundlæggeren af de moderne olympiske lege, der blev indledt i 1896. Han var selv præsident for Den Internationale Olympiske Komité (IOC) fra 1896 til 1925.

Den brasilianske samler slap dog noget billigere end en anden OL-glad samler, som i december 2019 købte det originale olympiske manifest, som Coubertin også var forfatter til.

Manifestet, som førte til grundlæggelsen af det moderne OL, blev skrevet i 1892 og blev solgt for hele otte millioner dollar på en auktion i New York City. Det svarer til godt 53 millioner kroner.

/ritzau/