Speedskateren Shani Davis, der er en af stjernerne på Team USA med fire vundne OL-medaljer, mener, at man har fundet frem til fanebæreren på en uværdig måde.

Da amerikanerne skulle finde landets fanebærer, stemte medlemmerne af Team USA på den kandidat, som de mener skulle have lov at bære det amerikanske flag. To fik lige mange stemmer. Den ene var Shani Davis – den anden Erin Hamlin. Resultatet af afstemningen endte uafgjort 4-4, og derfor blev det afgjort med et godt gammeldags spil plat eller krone.

Selvom det var blevet aftalt før afstemningen, at det i tilfælde af uafgjort skulle afgøres med møntkast, er Shani Davis langt fra tilfreds med afgørelsen, som han kalder uværdig.

Det skriver han på sin Twitter-profil.

»Jeg er en amerikaner, og da jeg vandt 1000 meter-distancen i 2010, blev jeg den første amerikaner til at vinde to gange i træk i den begivenhed. Team USA slog uværdigt plat eller krone for at bestemme holdets 2018-fanebærer. Intet problem. Jeg kan vente til 2022,« skriver Davis.

LÆS MERE: Superstjernen Lindsey Vonn brød ud i tårer: 'Jeg savner ham så meget'

Davis har nu besluttet ikke at deltage i åbningsceremonien, siger en talsmand til BBC.

»Shani vil ikke deltage i åbningsceremonien. Det var aldrig en del af hans plan. Han er fuldt fokuseret på sit første løb,« siger Davis’ talsmand.

Davis, som har to OL-guldmedaljer og to OL-sølvmedaljer på sit cv, havde til at starte med ikke tænkt sig at deltage i paraden. Men han ville gøre en undtagelse, hvis han blev udvalgt som fanebærer, lyder det videre fra talsmanden.

Shani Davis er noget skuffet over den måde, som man har fundet frem til den amerikanske fanebærer ved vinter-OL på.
Shani Davis er noget skuffet over den måde, som man har fundet frem til den amerikanske fanebærer ved vinter-OL på. Foto: PHIL NOBLE
Vis mere

Hos Erin Hamlin, som gør sig i disciplinen enmandskælk, er der omvendt utrolig stor glæde og stolthed over, at hun nu skal udføre det ærefulde erhverv som fanebærer.

»At arbejde hårdt og gøre sig fortjent til succes er en ting, men at blive anerkendt som en god repræsentant og som et medlem af Team USA af mine holdkammerater – som jeg i mange tilfælde er blevet inspireret af – er udover alt, hvad jeg nogensinde har oplevet,« siger Hamlin i en udtalelse og fortsætter:

»Det er et privilegium og en stor ære at være den, der skal lede holdet, og det vil være et meget specielt øjeblik.«

Erin Hamlin har indtil videre deltaget i fire vinter-OL, og nu går hun så i gang med sit sidste.