En alvorlig sag har ramt den tidligere OL-rytter Michael Barisone.

Onsdag blev han anklaget for mordforsøg på to personer, der er ansat i hans eget ridecenter, skriver cbc.ca.

Ifølge mediet fandt skyderiet sted i august, da Michael Barisone efter lang tids kontroverser endte med at skyde den 39-årige rytter Lauren Kanarek to gange i brystet.

Efterfølgende blev Kanarek lagt i kunstig koma og siden opereret for store skader på den venstre lunge. Hendes forlovede, Robert Goodwin, var også involveret, men ham fik Barisone ikke ramt med sine skud.

Derefter lykkedes det Robert Goodwin at få overmandet Michael Barisone og lagt ham på jorden, indtil politiet kom og anholdt ham.

Barisone har selv afgivet den forklaring til myndighederne, at han over 10 dage havde bedt parret om at følge en mundtlig aftale og forlade hans træningscenter, hvorefter det hele eskalerede.

Ud over at Michael Barisone nu er anklaget for mordforsøg, er han tiltalt for ulovlig våbenbesiddelse.

Michael Barison var i 2008 med på USA's OL-hold.