En ingeniør har i et tog i Paris fået stjålet computer og USB-stik med sensitiv info om OL's sikkerhedsplaner.

Til sommer er Paris vært for de olympiske lege, og der er ved at blive lagt sidste hånd på diverse forberedelser.

Blandt andet er sikkerhed et nøgleområde for arrangøren, men på det område har et tyveri i et tog bragt sikkerhedsplanerne i fare.

En ingeniør involveret i planlægningen af sikkerheden fik mandag stjålet sin computer og to USB-stik indeholdende fortrolige oplysninger om sikkerhedsplanerne for legene.

Det bekræftede fransk politi tirsdag aften over for nyhedsbureauet AFP.

Ingeniøren fra rådhuset i Paris havde placeret sin taske med de omtalte genstande i bagagehylden over sig i toget, hvorfra den blev stjålet.

Han opdagede det, da toget holdt på en station og blev forsinket, så han ville skifte til et andet tog. Her kunne han konstatere, at tasken var væk.

Det regionale politi har iværksat en efterforskning af sagen.

Omkring 2000 kommunale betjente ventes at blive en del af sikkerhedsopbuddet ved OL. I alt omkring 35.000 sikkerhedsfolk forventes at være i aktion under legene ifølge AFP.

/ritzau/