OL-ikon afslører: Var tæt på at dø
Det amerikanske OL-ikon Simone Biles har været indlagt, og var ifølge hende selv tæt på at dø.

Det amerikanske OL-ikon Simone Biles har været indlagt, og var ifølge hende selv tæt på at dø.

OL-dronningen Simone Biles er vant til at overvinde de største udfordringer på gymnastikmåtten.
Men i den seneste uge har kampen foregået langt væk fra gymnastikgulvet.
På en række Instagram-stories fortæller den amerikanske superstjerne, at hun har været igennem et voldsomt helbredschok, skriver Se og Hør.
'Jeg er ikke normalt en person, der deler denne slags ting, fordi jeg værdsætter mit privatliv, men det at være tæt på at dø stod altså ikke på mit bingokort tidligere på ugen,' indleder hun opslaget med et billede af sin arm, med hospitalsarmbånd på.
Simone Biles løfter ikke sløret for, hvad der konkret er sket. Men hendes opslag tyder på, at hun har været igennem en særdeles hård omgang:
'Det var en af de mest skræmmende oplevelser i mit liv,' skriver hun og fortæller, at oplevelsen blev ekstra voldsom, fordi hendes mand, NFL-stjernen Jonathan Owens, ikke var ved hendes side, da det skete.
Hun afslutter opslaget med at skrive, at hun nu trænger til at hvile sig, og at hun senere vil fortælle om, hvad der er sket.
29-årige Simone Biles har vundet imponerende 11 OL-medaljer og 30 VM-medaljer.