Pyeongchang. Det begyndte godt for skiløberen Laila Friis-Salling, som deltog i freestyledisciplinen halfpipe som den første dansker nogensinde ved vinter-OL.

I første løb i kvalifikationen kom hun sikkert i gang og sluttede uden fejl, men det var heller ikke specielt udfordrende opgaver, hun gav sig selv.

Det havde den grønlandskfødte skiløber planlagt at gøre i andet og sidste løb, men et styrt ødelagde det hele, inden det for alvor blev sjovt.

»Jeg skulle give den gas i det andet løb, men desværre faldt jeg,« siger Laila Friis-Salling.

»I det første løb lavede jeg det, som jeg plejer at lave. Det andet løb skulle være lidt mere med trick og sådan noget.«

»Men jeg er tilfreds og glad. Jeg kan ikke forlange meget mere,« siger hun.

Som OL-debutant var hun rørt over alle de tilskuere, der var mødt frem.

»Bare det at kigge ned og se alle de folk, der var kommet. Det havde jeg overhovedet ikke forventet.«

»Det var meget spændende og nervepirrende. Jeg ryster lidt stadigvæk. Det var en sjov oplevelse,« siger Laila Friis-Salling.

Hun endte som nummer 23 og dermed næstsidst af de 24 deltagere i kvalifikationen. Kun de 12 bedste gik videre.

»De sidste to er det nye sort. Jeg havde ikke forventet meget. Jeg har altid sagt, at top-24 er mit mål,« siger hun.

/ritzau/