»Spillerne er topforberedte og har aldrig været bedre. Spillemæssigt, fysisk og mentalt er de, hvor de skal være.«
Sådan lyder det fra dansk bordtennis' svenske landstræner, Linus Mernsten, inden det går løs ved OL i Paris fra 26. juli.
Jonathan Groth og Anders Lind er udtaget i single, og i holdturneringen, som Danmark deltager i for første gang, suppleres duoen af den danske mester, Martin Buch Andersen, og Tobias Rasmussen. De to sidstnævnte bliver enten tredjemand eller reserve. Det afgør Linus Mernsten senere.
Det er 31-årige Jonathan Groths tredje olympiske lege (var også med i Rio de Janeiro og Tokyo), mens de tre andre alle er OL-debutanter.
Jonathan Groth er nr. 23 på verdensranglisten, hans højeste placering nogensinde. Han er seedet nr. 17 i Paris.
»Jonathan fik det meste af sidste sæson ødelagt af en rygskade, men har aldrig været så god som netop nu,« siger Linus Mernsten.
»Han har udviklet sit spil markant, er blevet mere moden og har fået større selvtillid. Hans forhånd har altid været god, og hans server og baghånd er blevet bedre. I det korte spil er han en af de bedste i verden. Selvfølgelig havde vi håbet, han var blevet seedet i top-16, men uanset hvem han møder fra verdenseliten, vil han give dem kamp.«
Jonathan Groth viste det i sidste måned, hvor han i World Table Tennis Star Contender i Ljubljana i Slovenien pressede verdens nr. 5 og den bedste ikke-kineser, det 17-årige franske fænomen, penholderen Felix LeBrun, ud i femte og afgørende sæt efter 2-1 føring i sæt.
Denne signatur så ham mandag i et hårdt og langt træningspas med forrygende dueller i OL-lejren i Idrættens Hus mod Sveriges VM-sølvvinder fra 2021, Truls Möregårdh.
Her træner det danske OL-hold sammen med en håndfuld internationale navne på de nye OL-borde og med nye bolde. Bolde, som stopper op og bliver kortere. Det betyder, at man skal serve på en anden måde. Men som spillerne siger: »Det er ens for alle.«
Jonathan Groth: »Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at komme blandt de 16 seedede i OL og rejste som en sindssyg rundt til de store turneringer, især til Asien. Jeg har i en lang periode været meget stabil, men det er svært at sætte sig et resultatmål i OL. Det er små marginaler, der afgør kampene, når de bedste mødes. Den internationale elite bliver større og større.«
Jonathan Groth spiller i det daglige for den polske klub Dekorglass Dzialdowo.
Landstræner Linus Mernsten har været imponeret over Anders Linds fremgang i denne sæson.
»Han er gået frem i alle facetter af spillet, og det er kun et spørgsmål om tid, inden han slår til igen,« siger han.
For godt et år siden, hvor han var nr. 180 på verdensranglisten, slog den da 24-årige sjællænder verdens nummer 13, sydkoreaneren Jang Woojin, med 4-1 i sæt og kvalificerede sig til VMs kvartfinale. »Det er 20 gange større end noget, jeg tidligere har opnået,« udbrød Anders Lind dengang. I kvartfinalen satte verdens nr. 2, kineseren Wang Chuqin, dog en stopper for den danske sensationsmand.
»Uanset hvem jeg møder, spiller jeg med troen på, at jeg vinder. Jeg spiller meget bedre nu end tidligere,« siger en optimistisk Anders Lind. Seedet som nr. 33 får han dog en barsk modstander i første runde.
På klubplan har han netop skiftet fra franske Caen til tyske Dortmund.
Anders Lind kom i marts 2021 ud for en alvorlig trafikulykke på Ring 3 på vej til træning i Idrættens Hus. Han brækkede to ryghvirvler og fik flere andre alvorlige kvæstelser, men mistede aldrig troen på, at han trods en lang genoptræning ville vende tilbage til den sport, han elsker.
Bordtennissporten debuterede ved OL i Seoul i 1988, og 12 lande har vundet medalje. Af de 115 medaljer, der er uddelt, har Kina vundet over halvdelen, nemlig 60. Michael Maze og Finn Tugwell vandt bronze i herredouble i 2004. I Paris er kineserne favoritter til at vinde samtlige titler.