Hujende publikum i tusindvis. Kram, tårer, fejringer. Jublen med familien. Atlet-arrangementer.

Kontrasten i år bliver skærende. For selvom årets OL-atleter nok skal blive både hyldet og fejret, bliver årets store begivenhed noget helt andet, end de mange udøvere er vant til.

Årsagen er den, der har sat en kæp i hjulet for rigtig mange ting i over et år. Coronavirus.

Det betyder klare og strenge retningslinjer for de over 10.000 atleter, der skal konkurrere om metal i Tokyo om to måneder. Det fremgår i en lang manual.

Man kan godt blive ensom, når man ikke rigtig har mennesker rundt om sig. Vi skal være der en måned, og det er lang tid.

»Det bliver meget anderledes. Jeg er taknemmelig for, at det her ikke er mit første og måske eneste OL. Det bliver meget mere som et almindeligt mesterskab, hvor man ligesom ved VM og EM er lidt sin egen sportsgren. OL er jo noget helt unikt med et særligt sammenhold, men det bliver der jo ikke noget af i år. Jeg har virkelig ondt af de atleter, hvor det bliver det eneste for dem,« siger hækkeløber Sara Slott Petersen.

For der bliver ikke store begivenheder for atleterne. De må kun spise på steder, der er godkendt af arrangørerne.

Bor de ikke i OL-byen, som de gerne skal holde sig til, må de kun spise på venues, hotellets restaurant eller på værelset ved hjælp af roomservice, og de skal helst spise med to meters afstand eller alene.

Mundbind skal bæres, udover når der 'spises, drikkes eller soves', de skal begrænse den fysiske kontakt med andre, det bliver begrænset, hvem der får adgang til hvad, og de skal generelt ikke opholde sig for lang tid det samme sted.

Sara Slott er en af de danske stjerner, der skal kæmpe for medaljer i Tokyo. 
Sara Slott er en af de danske stjerner, der skal kæmpe for medaljer i Tokyo.  JEWEL SAMAD

»Det kommer til at være kedeligt, men man er der for konkurrencen, og det er det vigtige. Det bliver anderledes, men det er et vilkår, og jeg tror, vi alle er enige i, at vi hellere vil til OL på de vilkår end ikke have noget OL,« siger Sara Slott Petersen.

Også sejleren Anne Marie Rindom spår, det bliver anderledes, og selvom sportsfolk verden over det sidste år har vænnet sig til strenge retningslinjer, kommer begge danske stjerner især til at mangle det sociale og det mentale pusterum.

For udover begrænset kontakt til andre, må familie og venner heller ikke komme ind i OL-byen, ligesom der ikke må komme udenlandske tilskuere.

Butikker, offentlig transport, restauranter og sightseeing er også forbudte territorier for atleterne.

Anne Marie Rindom vandt OL-bronze i 2016, men i år må hun undvære blandt andet danske tilskuere.  
Anne Marie Rindom vandt OL-bronze i 2016, men i år må hun undvære blandt andet danske tilskuere.   DAMIEN MEYER

»Det er svært at koble fra, og man føler, man skal lave noget hele tiden. Det vil man måske også føle til OL. At man konstant kan optimere og ikke få restitueret. Når man gør det, er det måske foran en skærm, fordi der ikke er andet at lave,« siger Rindom, der kommer til at savne ikke at komme ud og være sammen med de andre atleter. Opleve noget. Tale med dem og gå til forskellige ting.

»Det, tror jeg helt klart, bliver svært. Der skal vi finde på strategier, så vi selv kan gøre det og er på forkant med, det kan ske. Man kan godt blive ensom, når man ikke rigtig har mennesker rundt om sig. Vi skal være der en måned, og det er lang tid. Man skal i hvert fald have god støtte,« siger Anne Marie Rindom, der i modsætning til sidste gang, hvor hun havde en familie, der boede lige ved siden af og kunne gå over til, formentlig ikke kommer til at se mange andre end sin træner og mentaltræner.

Samtidig prøver hun at vende det til noget positivt, at atleterne bliver så begrænsede, for det kan gøre, hun kan fokusere endnu mere på virkelig at præstere.

»Vi er så fokuserede på det, så man vil nærmest gøre alt for det. Jeg er så glad for, det bliver til noget. Det ville være en katastrofe, hvis det ikke gjorde. Jeg vil nærmest gøre hvad som helst, for at det kan lade sig gøre,« siger den 29-årige dansker.

Der bliver kun adgang for atleter, presse, officials og lignende i OL-byen.
Der bliver kun adgang for atleter, presse, officials og lignende i OL-byen. PHILIP FONG

Sammen med de andre skal hun testes for coronavirus hver dag. Hver gang atleter skal ind på konkurrenceområder, skal de have målt temperatur, og så skal der opdateres i en sundhedsapp hver dag.

Alle atleter bliver tilbudt en vaccine, og Den Internationale Olympiske Komité forventer, at tre ud af fire atleter vil være vaccineret inden årets OL.

Noget, både Sara Slott og Anne Marie Rindom hylder. For det er en stor begivenhed, der samler tusindvis af mennesker på tværs af lande og kulturer i et land, der lige nu er hårdt ramt af fjerde bølge.

»Det er meget rart, man kan tage derover med en ro omkring, at risikoen for at blive smittet er væsentligt reduceret. Jeg tror aldrig, man kan vide sig sikker, men jeg ville have været rigtig ærgerlig uden. Selvom OL bliver skåret ind til benet, er det et stort ståhej, og der er bare mange mennesker. Der vil bare være risiko på smitte, selvom folk i sportens verden er super skarpe til at lave bobler,« siger 34-årige Sara Slott Petersen.

Der har været demonstrationer mod årets OL i Tokyo.
Der har været demonstrationer mod årets OL i Tokyo. NAOKI OGURA

Sejleren Anne Marie Rindom har tidligere været smittet, og derfor har hun med egne ord egentlig været 'rolig i forhold til at få det'.

En ro, der dog kun er blevet endnu stærkere.

»Det er en rigtig dejlig følelse. Det er en kæmpe ting at skulle til OL, jeg har arbejdet for det de sidste 12 år og føler, jeg er på toppen af min karriere, træningen går, som den skal. Det ville bare være en katastrofe, hvis man på tredjedagen blev stoppet. Det ville være så forfærdeligt, så det er lige et ekstra sikkerhedsnet,« siger hun om vaccinen, der dog ifølge protokollerne ikke ændrer på regler og retningslinjer.

Det endelige regelsæt for atleter, presse og lignende kommer i juni. Årets OL løber efter planen af stablen fra 23. juli til 8. august.