Et stort drama udspiller sig i herrernes curlingturnering ved vinter-OL, og nu er der kommet flere beviser frem i sagen.
Det hele begyndte, da Sverige og Canada kom i åben konflikt om, hvorvidt canadieren Marc Kennedy havde rørt curlingstenen, efter han havde sluppet håndtaget, hvilket er et brud på reglerne.
Konfrontationen endte med, at Kennedy råbte til svenskeren Oskar Eriksson:
»You can fuck off, red.«
Søndag anklagede den canadiske spiller Michael Fournier svenskerne for at have betalt en mand for at fremskaffe fotografisk bevis på snyderiet, skriver Sportbladet.
Svenskerne afviste anklagen fuldstændigt, men Sportbladet lod sig alligevel inspirere af idéen og placerede en fotograf der, hvor spillerne slipper stenen, i Canadas kamp mod Tjekkiet.
For kunne canadierne finde på at snyde igen?
Fra deres optagelser offentliggør Sportbladet tre billeder fra en situation i femte runde og tre billeder fra ottende runde.

Billederne viser Canadas store stjerne Brad Jacobs, der tydeligt rører stenens granitdel, efter han har sluppet håndtaget.
Endnu et klart regelbrud.
Efter kampen blev de canadiske spillere konfronteret med billederne. Marc Kennedy svarede:
»Jeg kan garantere, at der ikke findes en eneste dobbeltberøring derude, som er gjort med vilje for at snyde. Det er alt, jeg kan sige.«
Traditionelt har curling været en tillidssport, hvor spillerne selv dømmer deres fejl og overtrædelser. Men den stigende mistillid mellem holdene truer nu den kultur.
»Vi elsker idéen om selvstyre uden behov for dommere. Men der synes jeg, curling står et dårligt sted lige nu, og jeg tror, det skyldes en jagt på medaljer,« siger Kennedy til Sportbladet.
Holdene har dog nu fået mulighed for at tilkalde dommere, hvis de mener, at reglerne bliver brudt.
