Vinter-OL i Peyongchang har fået sin anden dopingsag.

Det er den russiske bobslæde-kører Nadezhda Sergeeva, som denne gang er testet positiv for brug af et forbudt stof. Det skriver Inside The Games.

Det sker mindre end et døgn efter, at ligeledes russiske Aleksandr Krushelnitcky endegyldigt mistede sin curling-bronzemedalje, efter at han blev testet positiv for brug af meldonium.

Præsidenten for det russiske bobslæde-forbund, Alexander Zubkov, skulle over for mediet Sport Express have bekræftet, at Nadezhda Sergeevas b-prøve er positiv.

»Hun afleverede en negativ test 13. februar, men en prøve taget fem dage senere var positiv,« siger han.

Nadezhda Sergeeva blev nummer 12 i tomands-bobslæde.

På grund af omfattende dopingsafsløringer de seneste år er et stort antal russiske atleter blevet udelukket fra at stille op ved OL i Peyonchang. Dog har atleter, der har kunnet dokumentere ikke at være blandet ind i det omfattende dopingmisbrug, fået lov at stille op under det olympiske flag som 'Olympiske atleter fra Rusland'.

Ironisk nok står IOC over for at skulle beslutte om den sanktion skal ophæves, så de russiske atleter til søndagens afslutningsceremoni kunne stille op under deres eget flag.

Inside The Games skriver, at det ikke vides, hvilket forbudt stof Nadezhda Sergeeva skulle have taget

Hun er tidligere - i 2016 - blevet testet positiv for brug af meldonium, men hun var én af de russiske atleter, der op til OL i Peyonchang blev givet amnesti af WADA (Det internationale dopingagentur), fordi omfanget var lavt og stoffet nyt på forbudt-listen.