Hun måtte opgive OL-gulddrømmen, for noget andet var vigtigere i hendes liv.

Den norske snowboardstjerne Silje Norendal chokerede hele Norge, da hun i december lagde snowboardet på hylden i en alder af blot 27 år.

Men der lå en alvorlig årsag bag den norske stjernes beslutning, fortæller hun i et interview med Dagbladet.

For samtidig med annonceringen af karrierestoppet, kunne Silje Norendal ligeledes fortælle, at hun ventede barn med sin forlovede, den professionelle ishockeyspiller Alexander Bonsaksen.

Der var dog en særlig grund til den uventede familieforøgelse, afslører hun nu.

»Jeg har en læge, der har kendt mig længe, ​​og hun forklarede, at vi burde prøve nu, hvis vi ville have børn. Vi havde ikke ret meget tid,« forklarer Silje Norendal.

Årsagen til lægens barske besked var nemlig, at snowboardstjernens krop var påbegyndt en tidlig overgangsalder.

Noget, der ramte Silje Norendal hårdt, lyder det videre:

»Jeg var meget bange og stresset. Jeg græd i flere timer, og det var hårdt i lang tid.«

Det kommende forældrepar var parate til at få frosset nogle af Norendals æg ned, hvis processen med at blive gravid skulle tage lang tid.

Det gjorde den dog på ingen måde:

»Det skete meget hurtigt, og det var næsten for godt til at være sandt, tænkte jeg.«

Silje Norendal og Alexander Bonsaksen skal efter planen være forældre til en lille pige til juni.

Den tidligere snowboarder har blandt andet vundet sølv ved VM i slopestyle.