Nordkoreas Olympiske Komité får ikke lov til at deltage ved vinter-OL, der afholdes i Beijing i februar næste år.

Den Internationale Olympiske Komité (IOC) har udelukket nordkoreanerne fra det olympiske fællesskab frem til udgangen af 2022, oplyser IOC-præsident ifølge nyhedsbureauet AFP på et pressemøde.

Udelukkelsen er en straf for, at Nordkorea valgte at blive væk fra sommerens OL i Tokyo.

- Nordkoreas Olympiske Komité var den eneste nationale olympiske komité, der ikke deltog ved OL i Tokyo.

- IOC's eksekutivkomité har besluttet at suspendere Nordkorea frem til udgangen af 2022 som et resultat af denne ensidige beslutning, siger Thomas Bach.

Skulle nordkoreanske atleter kvalificere sig til legene, åbner IOC dog for at give dem lov til at deltage.

- Vi lader den dør stå åben, siger Bach.

Nordkorea angav selv coronapandemien som årsag til udeblivelsen fra OL i Tokyo.

- Vi vil beskytte vores atleter fra den verdensomspændende sundhedskrise, som er blevet skabt af covid-19, lød det dengang.

Ved det seneste vinter-OL i 2018 var Nordkorea repræsenteret af ti atleter i forskellige ski- og skøjtediscipliner.

Derudover stillede landet med 12 kvindelige ishockeyspillere til et fælleskoreansk OL-hold.

/ritzau/