Hvad man dog ikke gør for at komme med til OL.
Bare spørg den australske hockeyspiller Matthew Dawson. Han har nemlig taget en beslutning, der har chokeret hjemlandet. Og alle andre.
Den 30-årige australier har i hvert fald valgt at amputere halvdelen af sin højre ringfinger for at kunne deltage ved legene i Paris.
Det skriver OL-arrangørerne på den officielle hjemmeside.

Årsagen til, at en stor del af fingeren måtte lade livet, er, at Matthew Dawson netop har brækket den højre ringfinger kort inden sportsbegivenheden i den franske hovedstad.
Og i stedet for at kæmpe med den skadede finger i flere måneder og desuden risikere at misse OL, tog han en hurtig beslutning.
»Jeg tog en beslutning sammen med plastikkirurgen. Det var dog ikke kun for at kunne spille i Paris, men også for karrieren efter. Det er lidt af en forandring i øjeblikket, men også en spændende udfordring, tror jeg,« siger Dawson til 7News og fortsætter:
»Jeg havde ikke meget tid til at tage beslutningen. Og da jeg havde truffet den, ringede jeg til min kone, som sagde: 'Jeg vil ikke have, at du tager en overilet beslutning'. Men jeg havde alle de oplysninger, jeg havde brug for, for at kunne træffe beslutningen.«
Den australske hockeyspiller har generelt været uheldig, når det kommer til voldsomme skader.
For seks år siden var han tæt på at miste synet i det ene øje efter at have fået en hockeystav i hovedet.
OL begynder torsdag, hvor de danske håndboldkvinder møder Slovenien klokken 9 om morgenen.
Lyt til dagens afsnit af 'Touren på Bagsædet' på Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke play herunder:
