Verdens bedste håndboldspiller taler ud om sin pinlige druktur under OL i Beijing.
Vi skruer tiden fire år tilbage. Landstræner Ulrik Wilbek kasserer Mikkel Hansen op til OL i Beijing. Stempler ham ’ikke god’ nok og kyler karrierens største skuffelse i hovedet på en indædt og frustreret Hansen, som må nøjes med reservetjansen. Men en blindtarmsbetændelse til Michael V. Knudsen sender alligevel stortalentet i kamp. Her sømmer han sit navn fast i danskernes bevidsthed med sin unikke højrehammer og det legendariske mål direkte på frikast efter slutfløjt mod Rusland. Men OL-debuten ender i personlig fiasko med tidlig dansk exit og en pinlig brandert, der får unge Hansen indlagt på et hospital i Beijing. Forgiftet af alkohol og dehydreret.
Mikkel Hansens OL i 2008 var en rutsjebanetur, som ville få candyflossen til at vende sig i maven hos selv de mest adrenalinsøgende Tivoli-entusiaster. Han gik fra helt til skurk på kort tid, og indlæggelsen på hospitalet skriver det sorteste kapitel i en karriere, som ellers er en succesfortælling.
- Det var pinligt og ærgerligt. Selvfølgelig var det ikke smart. Men der var ikke så meget andet at gøre dengang end at tage den på sin egen kappe og så komme videre. Jeg kan kun sige, at det kommer aldrig til at ske igen. Men jeg vil ikke sidde her og undskylde for det nu, sket er sket. Det kan jeg ikke gøre noget ved nu. Jeg har lært af det og er kommet videre, siger Mikkel Hansen i et åbenhjertigt interview til BT.
LÆS HELE INTERVIEWET I TIRSDAGENS BT, hvor Mikkel Hansen også fortæller om sine forventninger om OL-guld og om sin iver for at vise en anden side af sig selv i forhold til fadæsen i Kina.