Skandalerne ramler ned over det norske kongehus, og måske netop derfor er kongeparret, kong Harald og dronning Sonja, rejst væk.
For midt i retssagen mod Marius Borg Høiby og den verserende Epstein-skandale, der dybt involverer kronprinsesse Mette-Marit, er kongeparret dukket op i Milano.

Her skal de følge de norske stjerner ved vinter-OL. Det skriver Dagbladet og VG.
Det er første gang i 12 år, at kongeparret er til stede ved vinter-OL. Sidste gang var OL i Sochi i Rusland i 2014.
Kong Harald og dronning Sonja dukkede lørdag op for at følge kvindernes 3000 meter på skøjter og skal følge flere af de norske atleter.
Men én ting bliver der ikke tid til:

For det norske kongehus har meldt ud, at kongeparret ikke kommer til at svare på spørgsmål fra pressen.
Kong Harald gjorde det dog ultrakort alligevel:
»Ja,« lød det med et nik, da han bekræftede, at han glædede sig til vinter-OL.
Ved skøjtehallen i Milano blev kongeparret mødt af generalsekretær i Norges Idrettsforbund, Kjell Bjarne Helland, og arrangementschef Marit Almåsvold Røste.
Kongeparret skal følge legene helt til den 16. februar i både Milano, Val di Fiemme, Livigno og Bormio, skriver medierne.
