Godmorgen i Danmark.

Håber I har svømmebrillerne spændt, for der går lidt klorvand i den lige om lidt.

Her i Rio er vi ved at være klar til at lukke ned for en lang dag og aften. Det har været lidt kedeligt vejr i dag, så ved I det. Tunge skyer, der ikke rigtig vil slippe deres tag i bjergene rundt om Rio.

Ved I, hvad der mere er kedeligt?

Den danske OL-forbandelse i svømmebassinet fortsætter. Sidste år i London var der rent øv, og i år er vi ikke kommet meget bedre i gang.

Jeanette Ottesen ved I alt om, og i nat, mens I sov, var det så Mie Ø. Nielsen, det måske bedste bud på en dansk OL-medalje, der endte uden for medaljerne som nummer fem i 100-meter-ryg.

I kan læse, hvad vores mand i svømmehallen talte med Mie Ø. Nielsen om bagefter her.

Sådan stiller man skoene

Så vi fik ikke lov at få den fede oplevelse af jubel, som de havde i Colombia - og mange andre steder med colombianerne - i nat.

Det er ikke et land, der henter mange olympiske medaljer, men vægtløfteren Oscar Figueroa gjorde det i nat og skabte et af den slags øjeblikke, som folk på de sociale medier bare elsker. Men formentlig også alle andre.

Det var særdeles følelsesladet, da han vandt, græd og stillede skoene helt konkret og i overført betydning. Hans karriere stoppede der med guldet om halsen.

Bromer i stærkt comeback

Vi skal tilbage i svømmehallen, hvor Viktor Bromer kvalificerede sig til finalen i 200-meter-butterfly efter en semifinale, hvor han længe lå langt tilbage i feltet, der blev ført an af Michael Phelps, men Bromer lavede en flot sidste 50 meter og kom altså med i finalen - alligevel var han sur.

Phelps blev i øvrigt kun nummer to i heatet på en dag, hvor han skulle læse, at russisk tv mener, at han opnår den samme effekt af den massage, som efterlader røde pletter på hans krop, som Maria Sharapova opnåede af at bruge dopingmidlet Meldonium. Læs mere om historien hos The Guardian her.

Der er ondt i svømmehallen

Nu vi er ved Rusland, så blev Yulia Efimova pebet ind til sin finale i 100-meter-bryst.

Det er Efimova, der ofte har slået Rikke Møller Pedersen, og det er Efimova, der har været dopingdømt, og som kun er kommet med til OL i sidste øjeblik, fordi den internationale sportsdomstol CAS mente, at IOC (den internationale olympiske komite) ikke havde hjemmel til at forhindre hende i det.

Hun græd som en pisket efter sit sølv i finalen, hvor hun blev slået af amerikanske Lilly King, der allerede i optakten havde sagt, at han "ikke er fan" af at have Yulia Efimimova, i Rio.

Russeren kunne dårligt finde ord for sine følelser på bassinkanten efterfølgende.

»Sølv er det bedste jeg kan lige nu. Jeg er glad for at være her,« blev det blandt andet til.

I det hele taget er det svømmehallen et hårdt sted at være i øjeblikket. Der piftes af dem, som man ikke kan lide og tales hårdt om doping. Læs blandt andet også denne historie om verbal krig mellem Australien og Kina.

Kongeligt da! til russere i Rio

Dopingmæssigt har det været et særdeles mørkt år for atletikken, der var stedet, hvor den første del af den store russiske dopingskandale sprang ud. Det har op til de olympiske lege betydet, at den internationale olympiske komite (IOC) skulle forholde sig til, om alle russiske atleter skulle udelukkes.

Du kan for første gang i dagens udgave af BT (du kan købe den nede i kiosken) læse, hvad det danske IOC-medlem, Kronprins Frederik, mener om den sag. Helt kort fortalt, så synes han, at russerne er velkomne i Rio, selv om det er afsløret, at der er begået statsdoping. Han uddyber synspunktet over for vores reporter Michel Wikkelsø Davidsen i interviewet i dag.

Dont worry - det gør Bolt ikke

En anden, der har talt om doping, mens du lå og sov, er atletikkens superstjerne Usain Bolt, der holdt en pressekonference her i Rio med sambadansere og hele piv-...  nå nej: bikini-tøjet.

Han sagde, at han tror, atletikken bevæger sig i en bedre retning dopingmæssigt, og han blev spurgt, om han tror, at 100-meter-finalen ved OL vil være dopingfri.

»Der findes ikke garantier, men jeg bekymrer mig aldrig om doping. Det er en opgage for WADA (det internationale antidopingagentur) og IAAF (det internationale atletikforbund) og IOC. De tager sig af de problemer. Jeg går ud og konkurrerer og begejstrer publikum. Om få år vil tingene være fine, tror jeg helt personligt.«

Du kan læse, hvad Bolt ellers havde gang i på pressemødet her.