»Jamen altså – for dævlen da! Haha.«

Kajak-darlingen Emma Aastrand Jørgensen var i forrygende humør, da hun kom tøffende hen til den danske presse med en nybagt bronzemedalje dinglende omkring halsen.

Lidt en anden udgave end den, der dukkede op i mandags, hvor hun og verdensmester-kollega Frederikke Hauge Matthiesen sensationelt var røget ud i OL-kvartfinalen i toerkajak.

»Det her (bronzemedaljen, red) er virkelig vigtigt. Fordi det har været en vildt blandet uge.« 

»Men torsdag eftermiddag var jeg ude og mødes med mine sponsorer. Vi spiste en kage, snakkede, og de gav mig et smykke. De var bare glade og rare, og jeg fik krammere – og det var bare det, der skulle til for at få mig op i gear igen.« 

»Der kunne jeg mærke ‘nu er Emma på vej tilbage – og nu begynder hun at have det godt’. Så fra at gå og være så ked af det til nu at stå med en bronzemedalje er ubeskriveligt.«

Foto: Bertrand Guay/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Ud over sponsorernes gode humør var der også en anden detalje, der spillede en stor rolle i Emma Aastrands forvandling.

»En af mine venner skrev til mig inden semifinalen … han sendte en Snap, hvor der stod ‘Pain is temporary – pride is forever’ (‘smerte er midlertidigt – stolthed er for evigt’, red.).« 

»Og det hang lidt ved. ‘Ja, det har du da egentlig ret i'. Det holdt jeg mig meget til,« fortalte den glade medaljevinder.

28-årige Emma Aastrand er nu historisk – for hun er den danske kvinde, der har vundet flest OL-medaljer. Fire styk har hun nu på cv'et.

»Ja, det har faktisk fyldt mere, end jeg havde regnet med, det ville gøre.«

»Det er et flueben, man kan tjekke af på cv’et, indtil der kommer en anden dansk dygtig og gør det lige så godt. Det er et kæmpe klap på skulderen for mig.«

Foto: Yara Nardi/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Og spørgsmålet er, om hun går efter at udvide samlingen ved legene i Los Angeles om fire år?

»Så længe, jeg er sund og rask og synes, at det er sjovt at ro kajak, så kan jeg ikke se, hvorfor jeg ikke skal fortsætte. Men fire år også lang tid.«

I den nærmeste fremtid handler det primært for Emma Aastrand om at fejre bronzemedaljen med manér.

»Jeg har fået en ramme bajere af min familie- Så jeg tænker, at jeg skal have nogle af dem. Jeg kører Classic – dem kan jeg bedst lide. Og så ind til OL-byen og se nogle glade mennesker og bare hygge.«

Andre læser også