Chen Long kom over på Viktor Axelsens banehalvdel, og de fik sig en følelsesladet snak på kinesisk.

Den tabende finalist Chen Long hev efter sit nederlag til Viktor Axelsen i OL-finalen fat i danskeren.

Den detroniserede olympiske mester fik sig en længere snak med sin arvtager på kinesisk, inden de to badmintonstjerner byttede trøjer.

- Snakkede vi så længe? Haha.

- Jeg ønskede ham egentlig bare tillykke med sejren. Ud over det så ønskede jeg ham held og lykke i hans fremtidige kampe, og at jeg håber, at det bedste for hans helbred.

- Det var en god kamp, siger Chen Long, der vandt OL-guld i Rio for fem år siden.

I semifinalen slog han dengang Viktor Axelsen med 21-14, 21-15. Mandag var rollerne byttet om i Tokyo, hvor danskeren vandt med overbevisende 21-15, 21-12.

Dermed fik Axelsen pyntet lidt på statistikken mod Chen Long, så der nu står 14-6 i kineserens favør i indbyrdes kampe.

- Det er klart, at jeg respekterer ham meget, siger Viktor Axelsen.

- Han kom over på min banehalvdel, og han sagde, at jeg fortjente det. At min præstation her til OL har været god, og jeg takkede ham og fortalte, at han har været en stor inspiration for mig.

- Så spurgte jeg, om vi skulle bytte trøjer, og det gjorde vi så, siger den danske guldvinder.

/ritzau/