Kronprins Frederik overværede Caroline Wozniackis kamp i anden runde af OL-turneringen, hvor hun tabte til Petra Kvitova fra Tjekkiet og derfor er ude af konkurrencen.

»Det var bestemt godt at se Caroline spille. Hun havde vundet en kamp, men i dag måtte hun så overlade herredømmet til Kvitova. Men Caroline kom jo også med i turneringen på et wild card, og det var godt at se, at hun er ved at komme i gang igen,« sagde Kronprins Frederik efter kampen til TV2/Sporten med henvisning til, at Caroline Wozniacki i år har været meget plaget af skader.

»I det hele taget er det meget tydeligt, at danskerne har det godt, og at de er i trygge omgivelser her i Rio,« tilføjede tronfølgeren, der fremhævede Jakob Fuglsangs sølvmedalje lørdag som den hidtil bedste oplevelse.

»Fuglsang toppede på det helt rette tidspunkt. I det hele taget vil jeg sige, at alle de tre, der vandt medalje i det løb, nærmest vandt guld. Man kunne jo se, hvor glad Majka blev for sin bronzemedalje. Det var næsten som om, han havde vundet guld,« sagde Kronprins Frederik.