Farvel og tak – og så alligevel ikke helt.

Kronprins Frederik satte i juni sidste år en stopper for sit omdiskuterede medlemskab af IOC, Den Internationale Olympiske Komité.

Men hans engagement i organisationen, der har været hjemsøgt af negative historier om korruption og placeringer af olympiske lege i tvivlsomme lande, fortsætter resten af livet.

Den kommende danske konge er nemlig – ganske diskret – blevet udpeget som æresmedlem af IOC, efter han tidligere har ytret ønske om at fortsætte i en sådan rolle.

Det kommer bag på B.T.s sportskommentator, Søren Paaske:

»Det er en klart bedre situation for IOC end for Kronprinsen. De kan kun vinde ved det her – Kronprinsen kan næsten kun tabe. IOC kan sole sig i at have en kommende konge i folden, mens Kronprinsen nu stadig skal stå på mål for IOC, når der sker noget kontroversielt,« siger han og fortsætter:

»Det har historikken jo vist, at der gør med jævne mellemrum. Derfor forstår jeg helt ærligt ikke, at han ikke bare har lavet et clean cut. Det ville stille ham langt bedre, men nu har han i stedet gjort sig selv sårbar.«

Beslutningen om æresmedlemskabet blev truffet af et enigt repræsentantskab på et knap ni timer langt møde ved den 138. IOC-session i Tokyo i juli sidste år, bekræfter IOC til B.T.

Som medlem af Den Olympiske Komité deltog kronprins Frederik virtuelt i den 137. IOC-session i marts 2021.
Som medlem af Den Olympiske Komité deltog kronprins Frederik virtuelt i den 137. IOC-session i marts 2021. Foto: Kongehuset
Vis mere

Men nyheden om den ærefulde titel er aldrig blevet meldt ud af Kongehuset, og rollen figurerer heller ikke blandt de 29 æresmedlemskaber, som er listet op på Kronprinsens officielle hjemmeside.

På den ellers fyldige liste er æresmedlemskaber i eksempelvis Aabenraa Golfklub og Københavns BMX Klub at finde, men relationen til IOC står til at være ophørt i 2021.

Ifølge Kongehuset er der tale om en forglemmelse, som vil blive rettet, men ud over det ønsker Amalienborg ikke at kommentere, hvorfor Kronprinsen har valgt at bevare sin tilknytning til IOC.

»Det ser mystisk ud, at Kongehuset ikke bare offentliggør æresmedlemskabet. Man får jo naturligt den tanke, om det er fordi, de gerne vil holde det under radaren – eller at de godt ved, at det er en sag, som kan udløse kritik. Man skulle jo tro, at et æresmedlemskab var noget, man er stolt af,« siger Søren Paaske.

Kronprinsen slipper i sin nye rolle for den varme kartoffel: stemmeafgivning. Æresmedlemskabet betyder i stedet, at han – resten af livet – er inviteret til De Olympiske Lege, IOC-kongresser og andre olympiske begivenheder.

Dermed har kronprins Frederik fjernet en enorm skydeskive fra sin ryg, forklarer flere eksperter – men den ærefulde titel kan stadig volde ham og Kongehuset problemer.

»Man kan diskutere, om IOC er en organisation omgærdet af så mange kontroverser, at det ville være klogest at holde sig fra den,« siger Jens Sejer Andersen og fortsætter.

»IOC har i de seneste 25 år været omgivet af mange kontroverser. Organisationen har været for langsom og tøvende i sin reaktion på doping og korruptionsskandaler. Kongehuset må overveje, hvor tæt knyttet man ønsker at være til IOC.«

Kronprins Frederik under OL i 2016 i Rio de Janeiro, Brasilien.
Kronprins Frederik under OL i 2016 i Rio de Janeiro, Brasilien. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Jens Sejer Andersen er international chef i organisationen Play the Game, som arbejder for gennemsigtighed og demokrati inden for sport – og han har før problematiseret Kronprinsens politiske rolle i IOC.

»IOC kan bruge Kronprinsen som blåstempling. Ikke til at blåstemple konkrete beslutninger, men Kongehuset bør overveje, hvor meget prestige man vil låne til IOC. Men for mig er det afgørende, at han ikke længere har nogen form for hverken formel eller reel indflydelse,« siger han.

Både Jens Sejer Andersen og kongehusekspert Lars Hovbakke understreger, at Kronprinsen har truffet den rigtige beslutning ved at stoppe sit aktive medlemskab af IOC.

»Det store problem var før, at han var med til møderne og tog beslutningerne. Det skal han normalt ikke være med til nu. Det er noget mere formelt. Det er en afgørende forskel, for han bliver ikke viklet ind i det politiske,« siger Lars Hovbakke Sørensen.

Han pointerer dog samtidig, at Kronprinsen i kraft af sit æresmedlemskab kan komme til at blåstemple IOC-beslutninger.

Det var i juni sidste år, at kronprins Frederik pludselig og ubegrundet meddelte, at han ønskede at stoppe som aktivt medlem af IOC – fire år før hans valgte periode ellers udløb.

Men tilknytningen til den skandaleombruste organisation fortsætter altså.

En tilknytning, han siden optagelsen i 2009, er blevet kritiseret vidt og bredt for, fordi han flere gange er blevet fanget i et politisk spil.

Kronprins Frederik.
Kronprins Frederik. Foto: DENIS BALIBOUSE
Vis mere

Eksempelvis har Kronprinsen – måske – været med til at sende De Olympiske Lege til Kina. Kronprins Frederik har dog aldrig villet offentliggøre, om han stemte for, at legene skulle afholdes i diktaturstaten.

I 2016 gik det også galt, da kronprins Frederik fik hård kritik for at gå imod den danske regerings linje og var med til at stemme for Ruslands deltagelse ved OL samme år –  selvom landet var blevet afsløret i statsstøttet doping af atleterne.

Medlemskabet af IOC har også ført til intern splittelse i Kongehuset. I portrætbogen ‘Under Bjælken’ fra 2017 forklarede Kronprinsen, at flere ledende embedsmænd i hoffet forsøgte at overtale ham til at droppe kandidaturet.

Kronprinsen nåede at være aktivt medlem af IOC i 12 år. På den afsluttende IOC-session i fjor blev Kronprinsen hyldet af IOC-præsident Thomas Bach for sit store og mangeårige arbejde, og særligt hans Royal Run-initiativ blev fremhævet.