'Tid til den hårde opdatering'.

Sådan indleder den danske dressurstjerne Stina Tange et opslag på de sociale medier. For det står klart, at den 26-årige para-rytter må opgive drømmen om OL i Tokyo.

'Først på året var det Corona virussen der gjorde at alle kvalifikationsstævner blev aflyst. Derefter var det hesteherpes, der endnu engang gjorde at alle kvalifikationer blev aflyst,' skriver Stinna Tange med henvisning til den smitsomme hestevirus, der hærgede særligt i Spanien tilbage i marts.

Noget, der betød, at mange internationale stævner blev aflyst.

Og da de så kom i gang igen, ramte et nyt uheld den danske stjerne. For pludselig var den gal med hendes hest.

'Og ligesom at det lignede at vi kunne komme afsted til stævner igen, pådrog Soletto sig en skade. Hvad vi troede var en lille skade har vist sig at være mere omfattende, og han er stadig ikke fit,' fortæller hun.

'Jeg tror på at der er en større plan med alting, og nogle gange, har man intet andet valg end at følge med den. Det tager ikke smerten væk, men gør det nemmere at komme igennem den. Jeg bliver ok,' slutter en ærgerlig Stinna Tange.

Ved OL i Rio i 2016 vandt hun bronze med hesten Horsebo Smarties. Hun vandt EM-guld i 2017, og så vandt hun også VM i 2018.