Maksimalt ti russiske atletikudøvere må stille op ved OL under neutralt flag, har World Athletics bestemt.

Op til ti russere kan stille op ved OL i Tokyo i atletik under neutralt flag.

Det har Det Internationale Atletikforbund, World Athletics, torsdag bestemt, skriver nyhedsbureauet AFP.

Russerne må ikke stille op under russisk flag grundet en straf, efter at et omfattende dopingsystem i Rusland for nogle år tilbage blev afsløret.

Det er World Athletics' såkaldte ANA-program, der giver russerne mulighed for at stille op trods straffen til Rusland.

ANA står for Authorised Neutral Athlete (autoriseret neutral atlet) og blev sat i værk, da dopingsagen mod Rusland begyndte i slutningen af 2014.

Det giver russere mulighed for at stille op i internationale atletikkonkurrencer under strenge antidoping-kriterier. Ved VM i atletik i 2019 deltog 29 russere under neutralt flag.

Rusland blev i 2019 udelukket fra internationale sportsbegivenheder i fire år af Det Internationale Antidopingagentur (Wada).

Årsagen var, at landet havde manipuleret med dopingdata, der var blevet sendt til Wada fra et laboratorium i Moskva.

Det Russiske Antidopingagentur (Rusada) ankede efterfølgende dommen, som af Den Internationale Sportsdomstol (CAS) i december sidste år blev nedsat til to år.

Dommen medfører, at Rusland som nation ikke kan være med ved OL, paralympiske lege og VM-turneringer frem til 16. december 2022.

Derudover kan landet heller ikke være vært for eller byde på store internationale idrætsbegivenheder i perioden.

Repræsentanter fra Ruslands regering må ikke vise sig til olympiske lege, paralympiske lege eller VM-turneringer, medmindre de bliver officielt inviteret af værtsnationen.

Til gengæld får nogle russiske atleter altså lov til at deltage i en neutral uniform.

De må ikke vifte med russiske flag eller fremvise nationale symboler i offentligheden under konkurrencerne. Der bliver heller ingen russisk nationalmelodi at synge med på.

OL i Tokyo afvikles fra 23. juli til 8. august.

/ritzau/

/ritzau/