Sommerlegene i Tokyo bliver hverken udsat eller aflyst grundet virusfrygt, lover de japanske OL-arrangører.

OL i Tokyo til sommer bliver afviklet som planlagt til trods for virusfrygt.

Coronavirusset, som har hærget i Kina i den seneste tid, sætter ikke en stopper for sommerlegene i Japan.

Det fastslår Yoshiro Mori, der er præsident for komitéen, der arrangerer OL i Tokyo.

- Vi vil gentage, at vi ikke har nogen plan om at aflyse eller udsætte sommer-OL i Tokyo, siger Yoshiro Mori ifølge NTB.

Han sagde det på et møde med medlemmerne af Den Internationale Olympiske Komité (IOC).

OL i Tokyo går i gang om lidt over fem måneder og varer fra 24. juli til 9. august.

Indtil nu er der ikke registreret nogen virusdødsfald i Japan, men 28 personer er registreret smittet af virusset i OL-værtslandet.

- Vi kommer til at koordinere med myndighederne og gøre det, som er rigtigt uden at stresse, siger Yoshiro Mori.

På verdensplan er over 60.000 personer smittet af coronavirusset, langt de fleste i Kina. Over 1350 mennesker er døde. Heraf to i Hongkong og Filippinerne.

I Kina er adskillige sportsarrangementer blevet aflyst eller udsat som følge af virusudbruddet.

Det inkluderer OL-kvalifikationskampe i basketball, fodbold og boksning, World Cup-løb i alpint skiløb, indendørs-EM i atletik samt et VM-grandprix i Formel 1.

/ritzau/